Sparkede kæresten i hovedet med træsko

Kæresten hevet rundt på gårdsplads i hestehalen - volden koster nu gerningsmanden flere års fængsel.

33-årige Henrik Riisager har i forvejen tilbragt en stor del af sit voksenliv bag tremmer, og nu kan han se frem til endnu nogle år i fængsel. Vestre Landsret har netop afgjort, at et groft overfald på hans samlever udløser en reststraf på tre års fængsel, som Henrik Riisager havde på bogen fra afsoningen af en dom for drab. I 2002 blev han idømt 10 års fængsel for at have skudt en rival med et jagtgevær. Hans tidligere kæreste var flyttet sammen med en ny kæreste i et hus i Tversted. I et anfald af voldsom jalousi opsøgte Henrik Riisager parret og dræbte sin rival med tre skud. Gennembankerede samlever Det var også jalousi, der i maj sidste år fik ham til at gå amok på sin nuværende samlever. De havde skændtes efter en bytur, og på gårdspladsen ved deres bopæl i Bindslev slog han hende. Hun forsøgte at stikke af i bilen, men han rykkede hende ud og gennembankede hende, dels på gårdspladsen og dels i trappeopgangen. Hun blev også sparket med træsko i hovedet og på kroppen. Han trak hende af sted i hestehalen, mens han gav hende adskillige knytnæveslag i ansigtet. Lægerne konstaterede blødninger i venstre øre og adskillige blodansamlinger i ansigt og hoved. Hun havde været i overhængende livsfare, før det lykkedes hende at flygte hen til en tidligere kæreste. Udløste reststraf Volden takserede retten til seks måneders fængsel, men da det blev begået inden for to år efter prøveløsladelsen, skal det også udløse det, han mangler at afsone af straffen for drabet i 2002. Han blev dermed idømt en samlet straf på tre et halvt års fængsel. - Det er tydeligt, at retten har skærpet praksis omkring reststraf. Jeg mener, det var meget hårdt at udløse reststraffen fra en sag, der ligger 10 år tilbage, siger forsvarer Jens Christian Christensen, der også forsøgte at overbevise retten om, at det er en formildende omstændighed, at kvinden tilsyneladende har tilgivet det grove overfald. Parret har nemlig igen fundet sammen og bor sammen i dag. Vestre Landsrets afgørelse var en stadfæstelse af en byretsdom fra Retten i Hjørring.