Retspleje

Sparkede ud efter betjente

Retten Sendte selv bud efter ordensmagten efter ballade med kæresten

HOBRO:Et skænderi med kæresten udviklede sig langt mere dramatisk, end en yngre mand fra Hobro havde haft fantasi til at forestille sig, da han en aften i maj fandt det nødvendigt at hidkalde politiet for at få genskabt idyllen på hjemmefronten. Da politiet ankom var både kæresten og hendes veninde ved at pakke deres ejendele for at sige farvel og tak, men det ville herren i huset absolut ikke acceptere. Da en af betjentene så lagde sin hånd på mandens skulder, blev den meget kontant viftet væk til akkompagnement af verbale trusler. Efterfølgende havde betjentene trukket stavene. Manden var blevet væltet omkuld, men alt i mens han lå på gulvet sparkede han ud efter betjentene, samtidig med at han fortsat truede dem med både det ene og det andet. Historien blev i går genfortalt i Hobro Ret, og den sigtede erkendte, at han nok ikke havde optrådt, som han burde have gjort det. - Og det var nok også i orden, at betjentene havde trukket stavene. Hvis jeg ikke havde opført mig som jeg gjorde, var der nok ikke sket noget, erkendte den sigtede i retten. Konklusionen nåede han frem til efter en kort snak med sin forsvarer, advokat Niels Lindberg. Denne indrømmelse betød nemlig, at sagen pr. omgående kunne afsluttes som en tilståelsessag uden indkaldelse af vidner og uden medvirken af domsmænd. Dommer Preben Skouvig afgjorde alene, at manden skal 20 dage i fængsel. Dommen blev dog gjort betinget med en prøvetid på et år. I retten kom det i øvrigt frem, at den dømte på dagen havde haft sit hyr med kæresten. De havde ikke alene skændtes, så det bragede. Kvinden havde også kradset ham ganske meget i ansigtet. - Det var jo derfor, jeg sendte bud efter politiet. Skænderiet var ved at udvikle sig på en måde, som jeg slet ikke kunne styre, fortalte manden. Han er på antabusbehandling, men på grund af uoverensstemmelserne med kæresten havde han drukket fire-fem øl. Muligvis var det forklaringen på, at han havde opført sig mindre heldigt.

Mest læste