Sparket og truet til at udlevere penge

Gerningsmanden nægtede sig skyldig men blev fældet ved en foto-vidnekonfrontation

En 22-årig mand fra Aalborg har gjort sig til røver for et sølle udbytte på kun 1500 kroner i kontanter. Og afregningen for den kriminelle handling har nu fundet sted i Retten i Aalborg, hvor den røveriske ungersvend fik en dom på 11 måneders ubetinget fængsel. Manden nægtede sig hårdnakket skyldig i tiltalen, der udover gaderøveri også omfattede bl.a. vold mod to kvinder. Hans påstand var, at han overhovedet ikke havde været de pågældende steder på gerningstidspunkterne. På den baggrund udbad han sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen. Anklageren, politifuldmægtig Mette Høg, fik dog alligevel den 22-årige mand dømt efter anklageskriftet. Det skal i øvrigt tilføjes, at manden tidligere er dømt for vold. Overfaldt 45-årig mand Det voldelige gaderøveri gik ud over en 45-årig mand i Nørresundby. Overfaldet skete 7. juli i fjor, og det fandt sted i et grønt område ved Stationsvej og Viaduktvej ved 21.30-tiden om aftenen. Offeret blev først slået og sparket i hovedet og kroppen og dernæst frarøvet 1500 kroner i kontanter. Trods den meget ublide medfart pådrog offeret sig dog ikke alvorlige kvæstelser. Mødtes på Limfjordsbroen Selv om den 22-årige mand altså nægtede at have begået røveriet, så blev han dog genkendt og fældet i en såkaldt foto-vidnekonfrontation, hvor offeret kunne udpege gerningsmanden. Ca. 10 måneder efter denne episode stødte de to personer atter på hinanden. Denne gang mødtes de også helt tilfældigt ved 21-tiden 4. maj i år på Limfjordsbroen i Aalborg, hvor den 22-årige truede den anden mand til at udlevere sit telefonnummer. Skulle ændre forklaring Baggrunden for at få nummeret var angiveligt at "presse" den 45-årige forstået på den måde, at den 22-årige med telefonnummeret nu ville få kendskab til den andens identitet og adresse. Endvidere skulle gerningsmanden ved samme lejlighed have tilbudt offeret penge for at ændre forklaring, og derfor er han også dømt for medvirken til falsk forklaring. Med i dommen på 11 måneders ubetinget fængsel er også et voldeligt overfald 12. maj i år på to kvinder i 20-års-alderen. Spyttede på kvinde Ifølge vidnerne skulle han have været påvirket, da han midt på dagen overfaldt kvinderne i Kildeparken i Aalborg. Den ene af kvinderne blev tildelt spark, og den anden spyttede han på. Også i dette tilfælde nægtede han sig skyldig og påstod, at han slet ikke havde været på stedet.