Specialbutik får mere plads - og kiosk

René Jensen overtager hele den tidligere rutebilstation, som bygges om

Mariann Stenholm
René Jensen: - Salget af økologiske varer og vin og spiritus vokser. foto: martin damgård
Fjerritslev 1. september 2006 06:00

FJERRITSLEV: Det går rigtig godt for René Jensens specialbutik med grønt, vin og delikatesser af mange slags. Så godt, at han nu har besluttet at flytte 10 meter over i større lokaler på krotorvet efter seks år i en afdeling af Slagter Palles forretning på hjørnet af Østergade og Søgade. 1. oktober rykker han ind i den tidligere rutebilstation, når Niels Rasmussen stopper som ejer af Fjerritslev Kiosk. - Vi har aftalt med kommunen, at huset kan bygges lidt om, så der bliver indgang fra Østergade, og forretningslokalet gøres større ved at vi fjerner en væg, forklarer René Jensen. - Så bliver der kølerum i den tidligere ekspedition, der hvor vi før havde blomsterbutik. Han oplyser, at der bliver kioskafdeling med aviser, blade og spil, og at der derfor også bliver åbent hver dag, som kiosken er nu. - Men vi skrænker ind i sortimentet i forhold til Fjerritslev Kiosk i dag, siger han. - I stedet udvider vi sortimentet inden for økologiske grøntsager, for der er en stigende efterspørgsel, og vi har ikke plads nok til at efterkomme ønskerne. Der er også voksende salg af vin og spiritus, tilføjer han. - Vi har også brug for mere lagerplads, for med 70 leverandører er der meget skiftende lagermængder. René Jensen regner med at ansætte en ekstra medarbejder, når åbningstiden udvides til hele ugen. I fovejen er tre ansat i Renés Vin og Grønt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...