Specialdating vinder frem

Flere og flere danske netdating-sider målrettes til specielle grupper

Det startede med Farmerdating.dk, hvis erklærede mål er at skabe kontakter mellem land og by. I dag kan det danske marked for internetdating tilbyde specielle sites for handicappede, overvægtige, seniorer, udviklingshæmmede, smukke, kristne, bøsser samt sindslidende. Om det så er de erklærede grisebasser har de egne mødesteder på sitene Engangsknald.dk og Utro.dk. Det er reklamefotograf Nicholas Albertus, der er manden bag nogle af de nye specialsider, og han mener, at behovet er der. - Der er 300.000 danskere, der har et handicap i større eller mindre grad, og den gruppe mennesker er naturligvis lige så interesserede i kontakt som alle andre mennesker. Men jeg er overbevist om, at mange handicappede ikke har mod på at bevæge sig ud på de store etablerede sider, der er meget kropsfikserede, og ofte virker som om de henvender sig til smarte og mere overfladiske typer, siger Nicholas Albinus. Han gør opmærksom på, at alle er velkomne på hans tre specialsider for henholdsvis handicappede, ældre og overvægtige. - Hvis en person, der er normalvægtig, lægger sin profil på for eksempel xl-dating.dk, viser det jo, at han eller hun accepterer, at en eventuel kæreste godt må være overvægtig, siger Nicholas Albinus. Nicholas Albinus ejer specialhjemmesiderne www.xl-dating.dk, www.senior-contact.dk og www.handicap-dating.dk. Hertil kommer det generelle datingsted www.new-phase-dating.dk. De fire sites blev åbnet i januar, og er velbesøgte. - Vi har allerede 2600 brugere, og det er meget efter så kort tid. Samtidig er vi relativt hurtige til at smide folk af sitet, hvis de ikke bruger deres profil, for så er de ikke seriøse brugere, siger Nicholas Albinus. Hans næste projekt på internettet bliver et mødested for piger, der søger veninder. - Hver 7. - 8. kvindelige bruger på mine sites skriver, at de helst vil i kontakt med andre af samme køn. Men det bliver ikke noget med frække fotos, siger han.