AALBORG:Aalborg Kommunes familie- og beskæftigelsesforvaltning vil nedlægge den specialenhed, der hidtil har taget sig af sager om dybt kriminelle unge.
Det fremgår i hvert fald af et forslag, som kommunens familie- og socialudvalg i går sagde ja til at sende i høring. Og ifølge socialrådmand Mai-Britt Iversen (S), skyldes det blandt andet den seneste udvikling på området.
- Enheden skal stadig kunne mødes på tværs. Men fremover vil vi gerne sprede den ekspertise, de har, til familiegrupperne, forklarer hun.
Lokale specialister
Specialenheden består i dag af fire ansatte, men rådmanden vil ikke afvise, at der fremover skal være flere til at tage sig af de kriminelle unge.
- Der sider jo i forvejen en række sagsbehandlere i familiegrupperne, og vi vil gerne fordelen den viden og indsats, vi har i dag, så man i højere grad bliver i stand til at håndtere sagerne lokalt, forklarer Mai-Britt Iversen.
Færre alvorligt kriminelle
Forslaget hænger sammen med kommunens ny strategi for børn, unge og familier med særlige behov. Og selvom specialenheden har fået megen ros for sit arbejde og samarbejde med politiet - blandt andet i forhold til de unge i Kennedy Arkaden - er der ikke længere så mange alvorligt kriminelle unge.
- Listen er simpelthen blevet kortere. Og derfor kan der også være en vis ide i at sprede indsatsen til familiegrupperne, så vi får bedre styr på dem, der er på vej ud i noget skidt, siger Mai-Britt Iversen.
- For vi ved jo, at jo tidligere vi griber ind, jo mere effektivt er det. Og derfor er det heller ikke usædvanligt, at vi noterer os, hvis der er bestemte børn og unge, vi har truffet flere gange i forkerte sammenhænge, forklarer hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.