Specialiteten i toppen

Peking Grill på Hobrovej

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Så er der kvalificeret guf for 31 kroner: "Kinesisk specialitet" af den tungtbelæssede slags.

Et ganske kort øjeblik er fotografen ved at spore sig ind på at vælge det absolut sidste indslag på menukortet, nummer 48, stor flæskestegsburger (36 kroner), men så stryger en medbragt fotopraktik ind foran i køen og meddeler, at dén kunne han godt tænke sig. I et anfald af flinkhed skynder fotografen sig så i stedet at vælge nummer 37, spansk hamburger med stegte løg og paprika (24 kroner) - dét kommer han til at fortryde. Men meget om dét senere. Selv når jeg aldrig længere end til første linje på menukortet: "Kinesisk specialitet: forårsrulle med bambusskud, champignon, bønnespirer, rejer, kylling, skinke, svinekød m.m." til 31 kroner - og hvorfor ikke? Vi er trods alt havnet hos Peking Grill på Hobrovej. I den fjerde og sidste forretning efter et pizzeria, en fysioterapeut og en thaimassør. Efter to, højst tre bidder er jeg overordentligt tilfreds med mit valg - "Kinesisk specialitet" - smager lige nøjagtigt, som den slags skal; dejligt sprød og overordentligt tungt læsset med gode sager, endda noget så sjældent som rejer med "bid" i. I det hele taget er der rigeligt for pengene, og jeg er parat til at uddele karakteren "fem burgere" på stedet, da blikket faldet på en mut/utilfreds fotograf. Først og fremmest er hans spanske burger ikke ret meget større end de mindste 10 kroners-burgere hos store, kendte, amerikanske burgerkæder - dels har han svært ved at få øje på det spanske, for "hvis det er nok at hælde bløde løg og rød peberfrugt, så har jeg lavet spanske pizzaer mange gange". I betragtning af, at fotografen ikke er den store ynder af bløde løg, smager burgeren bedre end ventet, synes han. Også fordi løgene muligvis er smørstegte. Med meget gods er der ikke i den. Dét er der til gengæld i fotopraktikantens flæskestegsburger, hvor der - som den ikke så lidt stolte ekspedient bag disken har meddelt - er blevet plads til hele to et halvt stykker friskstegt flæskesteg. - Der er rigeligt af de tre væsentligste ting: rigeligt med rødkål, rigeligt med syltede agurker og rigeligt med flæskesteg. Men der er så lidt salat, at jeg egentlig lige så godt ville have undværet. Og jeg mangler dressing, selv om det nok havde gjort burgeren endnu mere fedtet. Den er rimeligt fedtet i forvejen. Men det gør nu ikke noget!, lyder den ret begejstrede dom fra fotopraktikanten. Umiddelbart mener han dog ikke, at det er til en "femmer" (ligesom min forårsrulle), og helt ned på tre (som den skuffede fotograf) er vi heller ikke, så vi ender på de kompromissøgende fire burgere. Og kommer gerne igen. For at få mere forårsrulle.