Specialundervisning i nærmiljøet

Af Peter Rasmussen Det radikale Venstre, Holmegårdsvej 4, Hjørring: DECENTRALISERING: Jeg har stor respekt for politikere, som siger rent ud, hvad det er, de har gang i! Forsøget med decentralisering af specialundervisningen er, sjovt nok, et skoleeksempel på, at vores politikere taler med tvedelt tunge. Det bliver lanceret som et positivt udspil, men er en direkte besparelsesplan, som enhver ansvarlig politiker ville tage ansvaret for selv og ikke lade aben sidde på skuldrene af de administrerende skoleledere. Man vil stavnsbinde specialskoleeleverne til det distrikt, som de tilfældigvis bor i. Det er så lokalskolen, som økonomisk ”hænger” på specialundervisningen, hvilket betyder, at enhver økonomisk ansvarlig skoleleder vil forsøge at fastholde specialskoleeleven længst muligt på lokalskolen! Hvis en lokalskole uheldigvis ét år har , lad os sige ti elever, som ikke kan rummes i ”den rummelige folkeskole”, fordi de har behov for et specialskoletilbud, kommer det til at ”koste” lokalskolen et sted mellem 1,0 og 1,5 millioner kroner. Det er dette råderum, som nævnes i avisen fredag. Dette betyder, at specialskoleeleverne ikke får det bedste tilbud, men det billigste – nemlig en ”rummelig plads” i det almindelige tilbud! Det er OK, hvis det billigste også er det bedste, men det er det ikke. De specialskoleelever, vi har nu i Hjørring, har behov for det! Dette resulterer i, at specialskoleeleverne bliver fasthold i et tilbud, der ikke er godt nok. Ekspertisen ligger nemlig på de skoler, som har årelang erfaring på specialundervisningsområdet. Det oplyses, at der er 89 specialklasseelever i Hjørring Kommune. Jeg tror, at når forsøget er kørt ind og gjort permanent, at der kun vil være halvdelen tilbage. Jeg vil så håbe, at disse elever kan rummes på de normale hold, således at hverken de eller alle de andre elever bliver gidsler i en skjult besparelsesplan, hvor politikerne ikke selv tager ansvaret for deres beslutninger. Specialundervisning er dyr, men nødvendig, og vi kan altså ikke altid spare os hovedløst ud af udgifterne. Så kære politikere – tag ansvaret for, hvad I beslutter, meld det klart ud, så vi kan se, hvad I har gang i! Hvis det er nødvendigt at halvere antallet af specialklasseelever, så gør det, men tag dog ansvaret selv – det er det, I er valgt til!