Specialundervisning sprænger rammer

I det nye forslag til en forbedring af folkeskolen anbefales det, at færre elever henvises til specialklasser.

Det er helt i tråd med den udvikling, der de sidste mange år har været i mange lande. I 1994 vedtog man på en UNESCO konference i Salamanka i Spanien en deklaration, der lægger hovedvægten på inkluderende undervisning af børn og unge med særlige behov. Siden da har filosofien om inkluderende undervisning, hvor det størst mulige antal børn undervises i den almindelige klasse, været fremherskende i verden. Salamanca deklarationen bygger på ideen om en skole for alle. Folkeskolen skal være for alle børn, uafhængig af børnenes forskelligheder. Antallet af børn og unge, der får undervisning i segregerede klasser (specialklasser), er steget voldsomt i Danmark de senere år. I dag modtager 5,6 % af alle børn i Danmark undervisning uden for den klasse, de skulle have gået i. Det ser ud til, at efterhånden som skolepsykologerne er blevet dygtigere til at diagnosticere børn med indlæringsvanskeligheder/specielle behov, bliver flere og flere børn udskilt fra deres egen klasse til specielle undervisningsforanstaltninger. Danmark har fået et alt for rigidt specialundervisningssystem. Det er derfor glædeligt, at Kommunernes Landsforening for kort tid siden har indgået aftalen med regeringen om, at målet må være at udskille færre elever fra den almindelige klasse til segregerende undervisning. En omlægning af specialundervisningen er nødvendig, således at flere af de børn, der i dag undervises uden for de almindelige klasser, kommer tilbage til den lokale skole og den klasse, de ville være blevet undervist i, hvis de ikke havde specielle behov, og hvor de naturligvis skal have den nødvendige støtte. Et af de mange aspekter i denne diskussion er, at det for mange børn og deres forældre er stigmatiserende, at barnet henvises til og undervises uden for den almindelige klasse. Når man siden slutningen af 1960erne med succes har kunnet undervise endog helt blinde børn med støtte i de almindelige klasser, må det være muligt i dag at undervise langt flere af de elever, der i dag modtager undervisning i specielle klasser, i den almindelige klasse. Måske er løsningen, at man i Danmark, som man i dag gør det i Finland, lader skolerne selv fordele et antal timer til specialundervisningen. Der vil herved blive mere fleksibilitet og måske også større opfindsomhed med hensyn til den bedste udnyttelse af de økonomiske og pædagogiske ressourcer.