Vikingetid

Specielt stenfund i Jelling

VEJLE:Arkæologer fra Vejle Museum har afdækket flere store sten lige nord for kirkegården i den gamle danske kongeby. Det vildeste håb er, at der dermed er fundet en tredje Jellingsten med runer på. Men - også interessant - kan det kaste nyt lys over Jellinge Højenes store skibssætning. Men det bliver ikke opklaret lige straks. Der er tale om en foreløbig udgravning, som arkæologerne skal have rejst flere penge for at tjekke nærmere. Flere af syv fundne kampesten er to gange to meter store. Og det bliver tidligst til foråret eller til næste år, at udgravningerne kan fortsætte, oplyser arkæolog ved Vejle Museum Peter Mohr Christensen. Rygter helt tilbage fra 1771 om eksistensen af en tredje Jellingsten ved arkæologerne slet ikke, om der er hold i, siger Peter Mohr Christensen. Foruden den store Jellingsten, hvor Harald Blåtand omkring år 965 indfører kristendommen, findes den mindre kendte, lille Jellingsten, der navngiver Danmark omkring år 950. Mere sandsynligt er det, at stenene er del af enten en gammel, kendt skibssætning i de to høje over Gorm og Thyra - Haralds forældre - eller en helt ny og ukendt skibssætning. /ritzau/