Speedometer til internet

Får du den hastighed, du betaler for?

EMNER 1. juni 2005 06:00

Mange danskere venter i disse dage på at få forhøjet - i nogle tilfælde fordoblet hastigheden på deres internetforbindelse. Hvis du vil tjekke, hvordan det går, og om du får den båndbredde, du betaler for, er der flere muligheder. Ingen er helt nøjagtige, da hastigheden altid vil svinge i takt med belastningen på nettet. Men hvis du tester flere steder, har du et fint grundlag for at vurdere hastigheden. Et godt værktøj er programmet TPTest, der fås gratis til pc og Mac. Standardmålingen kan udføres med et enkelt museklik, mens den avancerede måling mest er for nørder. Hent programmet fra: kortlink.dk/t5p. Og læs mere om målingerne - og hvordan de skal tolkes - på: kortlink.dk/t5u. Et anderledes måleprogram er LanSpeed2, der kører i baggrunden - og løbende måler hastigheden på den forbindelse, du vælger (højreklik på ikonet nederst til venstre og vælg dit netkort fra det øverste menupunkt). Det lille Windows-program kan hentes fra: orca.web1000.com. Speedometer og stopur Flere websider tilbyder et enkelt "speedometer", som kan give dig en ide om hastigheden - direkte fra din weblæser. Se for eksempel: kortlink.dk/t5t kortlink.dk/t5r kortlink.dk/t5s kortlink.dk/t5q Denne metode er nem og belejlig - men ikke særlig nøjagtig. Så bliv ikke overrasket over at se vidt forskellige resultater. Det sikreste er selv at sætte sig til skærmen med et stopur - og måle hvor mange sekunder det tager at hente en given datamængde ned fra en hurtig server (f.eks. din egen internetleverandør). Det kræver blot, at du kan betjene en lommeregner - og at du husker følgende: Hastighed opgives normalt i bits (kilobit, megabit osv.) pr. sekund, mens man i andre sammenhænge måler datamængder i byte (megabyte, gigabyte osv.). En byte (stort B) er lige med otte bits (lille b), så her kræves lidt omregning. Husk også at kilo, der normalt betyder 1000, i computer-sammenhæng er lig med 1024. En megabyte er derfor lig med 1024 kilobytes (1.048.576 byte).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...