Motorsport

Speedway-talenter på vej

BROVST:Det lykkedes ikke to unge talenter fra Brovst Speedway Club, 18-årige Steen Jensen og 17-årige Teddy Hansen, at kvalificere sig til at gå videre i WM kvartfinalen for U 21-kørere i et løb, som blev kørt på Uhre banen ved Herning i påsken. Steen Jensen, som tidligere har været med og kvalificeret sig, var favorit i løbet men havde en dårlig dag. Teddy Hansen var med for første gang, men var ramt af maskinuheld allerede fra 1. heat og kørte ikke hurtigt nok. Begge får dog i stedet chancen for at komme til U21-DM. De skal deltage i semifinalen i juni, og de har begge ambitioner om at komme med i finalen i Randers i august. De to unge talenter har i øvrigt besluttet at gøre en indsats for at dygtiggøre sig i deres sport, og det er dejligt for speedwayklubben, at de kan og vil, siger formand Kjeld Hansen. Både Steen og Teddy har kontrakt med svenske klubber. Steen er tilknyttet Målilla og Teddy har kontrakt med Gøteborg. De skal hver køre cirka 20 løb i Sverige i år, foruden at de skal deltage i danske, tyske og norske løb, ialt cirka 50 hver. Ved en holdmatch mellem et kombineret Brovst/Gøteborg-hold mod svenske Uddevalla vandt Brovst/Gøteborg i øvrigt 54-42, og Steen blev topscorer med 15 points mens Teddy scorede 12 points. Den megen speedwaykørsel giver et stramt program. Sporten skal kombineres med job for Steens vedkommende og med skole og fritidsjob for Teddys.