Speedwaykører involveret i dramatisk styrt i Vojens

Mikkel Michelsen og Leon Madsen viste sig flot frem i VM-grandprixet i Vojens, men ingen af dem nåede finalen.

Leon Madsen (forrest) var godt kørende i VM-grandprixet i Vojens, hvor han røg ud i semifinalen.

Leon Madsen (forrest) var godt kørende i VM-grandprixet i Vojens, hvor han røg ud i semifinalen.

VOJENS:Et grimt styrt i den ene semifinale overskyggede et ellers sportsligt spændende VM-grandprix i Vojens lørdag aften.

Mikkel Michelsen, der havde fået et wildcard til grandprixet, var involveret i styrtet, da han kørte ind i svenske Fredrik Lindgren, som røg ind i barrieren.

Begge kørere var i stand til at rejse sig og gå fra banen. Fredrik Lindgren havde slået sig og blev kørt væk i en ambulance.

Ingen af de tre danskere, der var med i Vojens, nåede frem til finalen.

Artem Laguta endte med at vinde grandprixet efter stærk kørsel i finalen. Bartosz Zmarzlik blev toer.

Mens der ikke var dansk islæt i finalen, fik hjemmepublikum rigeligt at juble over i starten af grandprixet, hvor de første seks heats bød på fire danske førstepladser - to til Mikkel Michelsen og to til Leon Madsen.

De to havde begge god fart i cyklerne i Vojens, mens det kneb mere for Anders Thomsen, der var den tredje og sidste dansker i grandprixet.

Mikkel Michelsen imponerede med gode starter, solid kørsel og flere flotte overhalinger.

I alt blev det til tre heatsejre for Mikkel Michelsen og en sikker billet blandt de otte bedste til semifinalen.

Leon Madsen snuppede to heatsejre og kom akkurat med i semifinalerne med en tredjeplads i heat 20.

Her lå Leon Madsen længe nummer sidst, hvilket ikke var nok til avancement. Men Leon Madsen fik på sidste omgang overhalet rivalen Max Fricke og snuppet semifinalepladsen.

I semifinalen havde Leon Madsen dog ikke farten til at kunne være med i kampen om de to topplaceringer, der gav pladser i finalen.

- Det var fedt at være tilbage og køre i Danmark foran et kæmpe dansk publikum. Det var super fedt, siger Leon Madsen.

Optakten for Leon Madsen har ikke været optimal på grund af sygdom.

- Jeg har været sengeliggende de seneste fire dage med influenza. Jeg har haft høj feber og har ikke kunnet holde noget mad i mig. Så jeg har været totalt drænet.

- Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Jeg ville gerne have gjort det bedre, men det var det bedste, vi kunne få ud af det. Det har ikke været sjovt, siger Leon Madsen.

Heller ikke i den anden semifinale havde Mikkel Michelsen held og dygtighed til at komme med i finalen.

Tværtimod var han involveret i det styrt, der sendte både Fredrik Lindgren og ham selv ud af grandprixet.

Mikkel Michelsen var personligt henne og tale med Lindgren efter den voldsomme episode.

- Jeg var ovre at sige undskyld til Fredrik Lindgren, da jeg kom lidt ud af kontrol i situationen, siger Mikkel Michelsen.

Han vandt EM-guld denne sommer og er sikret adgang til næste års VM-serie. Strabadserne i Vojens har givet mod på mere.

- Generelt var det en ganske udmærket aften. Men jeg ville gerne have vundet det hele. Det giver dog løfter om mere i næste sæson. Jeg føler mig fint klar til det.

- Jeg synes også, at mine præstationer i Vojens afspejler, at jeg har fået hævet mit niveau og hører med heroppe. Så jeg glæder mig til næste år, siger Mikkel Michelsen.

I toppen af den samlede stilling er der stadig stor spænding om verdensmesterskabet.

Artem Laguta fører med 158 point, mens Bartosz Zmarzlik har 157 point på andenpladsen.

Leon Madsen er bedste dansker som nummer syv med 82 point. De seks bedste er sikret adgang til næste års VM. Lige nu er Maciej Janowski sekser med 95 point.

Der resterer to grandprixer i VM-serien.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden