Spejder sov ude 365 nætter

”Jeg tror, jeg sover ude det næste år”.

Sådan lød det sidste sommer fra den dengang kun 12-årige Astrid Vinterberg Frandsen.

Astrid var lige kommet hjem fra Spejdernes Lejr i Holstebro, hvor hun sammen med de øvrige spejdere i Kærnegruppen Hobro havde overnattet 11 nætter i telt.

På spejderlejren hørte hun om muligheden for at tage et spejdermærke, der var lidt ud over det sædvanlige, Snorky. Ikke mange spejdere bærer det på uniformen, for det kræver netop, at man sover 365 nætter udenfor i enten telt, åben shelter eller bivuak før man har gjort sig fortjent til det.

Telt i haven

Hjemvendt efter sommerlejren i Holstebro var Astrid allerede godt i gang med at sove ude og besluttede sig derfor for at fortsætte, så hun slog sit telt op i haven og indrettede sig dér.

Sommerperioden gik godt, og Astrid nød at sove ude med familiens hund. Inden længe kom den første udfordring dog, da en veninde inviterede til overnatning, men Astrid var standhaftig. Hun mødte bare op med sit telt under armen, og slog det op i venindens have, og snart vidste alle, at ville man sove sammen med Astrid, så foregik det altså udenfor.

Efterhånden blev det vinter. Allerede i november lå den første sne på teltet, og der blev den stort set liggende indtil marts.

Hunden gav op

Sneskovlen fik sin faste plads ved havedøren, for der skulle både skovles for at sige godnat og godmorgen. Flere nætter faldt temperaturen til under -15 grader. Astrid puttede sig godt ned i soveposen uden at kny, mens hunden gav op og blev inden døre.

Sidst på vinteren var det ved at gå galt. Ikke fordi Astrid ville give op, men det ville teltet. En konstant udsættelse for vejr og vind sammen med tøsneens vægt havde sat sine spor.

Hjælp fra Spejder Sport

Flere stænger knækkede og der var slidt hul i teltdugen adskillige steder. Gode råd var dyre, men heldigvis hørte Spejder Sport om Astrids projekt og det meget slidte telt. Udviklingsafdelingen hos Spejder Sport var meget interesseret i at få teltet ind til nærmere undersøgelse, netop for at lære mere om teltets stærke og svage sider og dermed få mulighed for at udvikle endnu bedre telte. Til gengæld fik Astrid et splinternyt telt leveret. Glæden var stor, og projektet kunne fortætte.

Hedebølge

Da foråret endelig kom tilbage var det værste overstået. Det eftertragtede Snorky mærke ventede lige om hjørnet, og resten af tiden i teltet ville blive nem. Troede hun.Familien valgte nemlig at bruge sommerferien på at besøge nogle af Amerikas største nationalparker i autocamper.

Selvfølgelig med et telt ved siden af til Astrid, men ved ankomsten til det sydvestlige USA befandt der sig en meget alvorlig hedebølge over området, og det blev hurtig konstateret, at et telt i en ørken under en hedebølge var en rigtig dårlig cocktail.

Vinterkulden derhjemme kunne klares med en god sovepose, skind og uldnattøj, men de 40 grader, termometret viste om natten i USA, var svært at gardere sig imod. Med rigelig væske i løbet af dagen, kom Astrid dog også igennem denne sidste prøvelse.

Må sove for åbne vinduer

Hjemme igen var der kun tre nætter tilbage, så havde Astrid gjort sig fortjent til Snorky mærket. Det var en kæmpe personlig sejr og rigtig godt kæmpet. Officielt blev mærket overrakt af Kærnegruppens gruppeleder, Vibeke Gildsig, ved spejdernes årlige oprykning.

Det var en stolt Astrid, der modtog mærket som afslutning på en stor bedrift. Første nat inden døre var der lidt problemer med at falde i søvn, men det lykkedes til sidst, da vinduet blev åbnet, så Astrid kunne mærke den friske luft og høre fuglene. Det bliver nok ikke sidste gang, Astrid vælger at sove i telt, men nu nøjes hun dog med én nat ad gangen.