Spejdere i Jerup jagter Grogglen

Jerup 3. september 2002 08:00

JERUP: 30 raske 6-10 årige baptistspejdere i Jerup deltog i weekenden i den landsdækkende jagt på fantasidyret "Grogglen", der lever langt inde i skoven. Grogglen havde nemlig stjålet spejdernes uundværlige kodebog. Opgaven var nærmest et forhindringsløb, hvor spejderne skulle lede efter spor og løse forskellige opgaver undervejs. Ruten startede ved spejderhuset på Skagensvej og gik over Nordvangsvej, Granvej og Åmarksvej, hvor posterne var placeret. Grogglen så de ikke så meget som skyggen af på turen, men de fandt frem til en hule i skoven, og der fandt de deres kodebog godt gemt af vejen. Ved list fik de fat i den, idet de begyndte at synge spejdersange, det kan en Groggle nemlig ikke fordrage. Foruden bogen snuppede de også i farten et par skumbananer, Grogglens foretrukne slik. Spejdere gik til den med krum hals, selv om en ordentlig regnbyge skyllede hen over egnen netop som jagten gik ind, fortæller tropsfører Lars Emmering. Troppen i Jerup har siden starten efter ferien, først i august, haft en tilgang på 10. Minna

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...