Spejdere på firestjernet hotel

Gildebrødre inviterede 79 børn indenfor på Hotel Sct. Georg - det årlige løb for de uniformerede korps en succes

Natur 16. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: En edderkop, et vådt håndklæde og andre mere eller mindre behagelige overraskelser ventede børnene i den mørke, klamme kælder på hotellet. Kælderen var lavet ved hjælp af sort plastik, og børnene, der deltog i Sct. Georgs Gildets årlige løb i Grindsted Plantage i går, kastede sig frygtesløse ind i mørket. Og de kunne iøvrigt uden problemer fortælle, hvad de havde mødt på deres færd gennem kælderen. Løbets deltagere kom også på besøg i hotellets restaurant, hvor borddækning ventede samt i natklubben, hvor udfordringen var at smage sig frem til indholdet i forskellige drinks. Besøg på et rodet værelse, på kontoret samt en tur i park og motionsrum var også blandt udfordringerne: Og på disse poster fik børnene både udfordret såvel hoved som krop. - I skal ringe til det her nummer, og så skal i bestille et hotelværelse til 1. oktober, for to personer i tre nætter - og i kommer klokken 4, lød udfordringen i hotellets kontor. I den anden ende af telefonen sad en af gildebrødrene og tjekkede, at Hallund-børnene og alle de andre hold huskede at få samtlige oplysninger med. Og det gjorde de skam. Også i år var der bragende solskin til det lille Sct. Georgs løb. 79 børn havde meldt sig til begivenheden, og de fik plantagen til at genlyde af glade stemmer dagen igennem. I små hold vandrede de plantagen rundt og løste forskellige opgaver ved posterne. Camilla Mejlby Hansen, Andreas Frost Møller, Mark Hedegaard og Klaus Thirup udgjorde hold 12, og de havde en del interne diskussioner om, hvor de skulle finde næste post. Men da de kom forbi skovlysningen, var de klar over, at turen var kommet til hotellets motionsrum. Inger og Niels Jørgen Thomsen bemandede denne post, hvor børnene først skulle gennemløbe en forhindringsbane. Første udfordring var en mørk tunnel, som holdet skulle kravle gennem. - Kom nu bare grøn patrulje, lød patruljeleder Andreas' opfordring inde fra mørket. Og kammeraterne fulgte hurtigt trop. Vel gennem forhindringen nåede de frem til en styrkeprøve mod en kæmpeelastik. Elastikken skulle stækkes, og en teltpløk skulle placeres i jorden, så langt væk fra udgangspunktet som muligt. Og den opgave klarede alle fire på holdet med udmærkelse - og scorede iøvrigt toppoint på posten. - Det gælder ikke om at være stærkest og hurtigst. Men man kan se, om børnene gør deres bedste, og om de går til opgaven med gå-på-mod. Det er klart, at en lille pige ikke kan trække så hårdt som en af de store drenge, siger Inger Thomsen, inden hun sender holdet videre: - Inden I nu fortsætter, skal i huske at være stille, når i går, så I ikke skræmmer fugle og harer. I skal huske at nyde naturen, lød opfordringen. Hold 12 fortsatte deres færd på hotellet - ned mod søen, hvor natklub og det muntre køkken ventede.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...