Spejderhus raseret

Intet blev stjålet, men inventar og ruder smadret

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sådan så det ud inden spejderhytten, hvor bl.a. en kaffemaskine var smadret og der lå mel og sukker ud over gulvet.Foto: Bente Poder

MOSBJERG:En smadret kaffemaskine, en smadret stol, mel og sukker ud over gulvet, to knuste vinduer og en ødelagt dør. Sådan havde ukendte gerningsmænd efterladt KFUM spejderne i Mosbjergs spejderhus, da de natten til lørdag 13. december havde været i gang med at lave hærværk. - De har smadret en dør ved at smide en klump brænde igennem, man kan se, at det ligger derinde endnu. Og så har de væltet tingene rundt derinde og taget en stol og smidt ud igennem et vindue. Det er simpelt hen for dumt, fortalte gruppeleder Finn Thomsen, der viste det hærgede spejderhus frem lørdag godt middag, efter at det var blevet opdaget og anmeldt ved 11-tiden. Udefra kunne man se to smadrede ruder plus en smadret rude i en dør, hvor de sandsynligvis er kommet ind. Inde i huset lå sukker og mel ud over gulvet, og der var et ordentligt fodaftryk i melet. Hylden hvor spejderne plejer at have deres sukker, mel osv. havde tilsyneladende bare fået verfet sit indhold af. Finn Thomsen er ærgerlig over hærværket. - Det ser ikke ud til at de har stjålet noget, og hvad får de ud af det udover at påføre os en udgift? Det er jo ikke noget, de kan sidde og fortælle om. Men vi må jo i gang med at rydde op, siger han. Senere på dagen talte Finn Thomsen med en af byens beboere. - Hun fortalte mig, at hun i går aftes (fredag, red.) kl. 19.15 var ude at lufte sine hunde. På hendes sædvanlige tur hen forbi spejderhuset bemærkede hun to styrthjelmsklædte personer på to crossere, der kørte ud fra spejderhuset og kørte videre af Stenderupvej mod Tolne. Hun tænkte, at der nok var et arrangement derinde, men det kunne jeg så fortælle ikke var tilfældet, bemærker Finn Thomsen, der undrer sig over, hvad der kan drive folk, der begår hærværk. - Det må være nogen, der ikke tænker sig om. Det er drengestreger, siger han. Spejderne havde selvfølgelig forsikring men regner med at skulle af med et beløb i selvrisiko. Hærværket er meldt til politiet, og Finn Thomsen gik samme dag i gang med at tage mål af vinduerne, så de kan blive dækket af, indtil nye ruder kan sættes i.