EMNER

Spejderledere vil aktivere børn og unge

Graffitien er nået til Vrensted

VRENSTED:- Graffitien er nået til Vrensted, og der bliver begået hærværk. Det er vi ikke vant til at se her. Ordene kommer fra klanassistent i Klan Fæhunden, Vrensted gruppe af KFUM-spejderne, Benny Mørk. Sammen med andre spejderledere vil han gøre noget ved problemerne i Vrensted, som uden tvivl skyldes, at børn og unge keder sig. - Derfor skal vi have spejder-arbejdet op at stå. I dag er vi 40 spejdere, men i vore velmagtsdage var vi 100, og det skal vi op på igen, siger Benny Mørk. Spejder-arbejdet i Vrensted har været på lavt blus, fordi der har været mangel på ledere. Men nu gøres en indsats for at få aktiviteterne i gang igen. Weekendens loppemarked skal være med til at skabe aktiviteter for børn og unge i Vrensted. - Der skal arrangeres natløb, ture og meget andet for egnens børn og unge. Det er den slags, vi i klanen er gode til, fortæller Benny Mørk, og de øvrige spejderledere nikker. Der er ca. 20 medlemmer i Klan Fæhunden, som består af voksne spejdere. Weekendens loppemarked blev holdt hos Rita og Svend Mørk på Gl. Byvej. Der kom 500-600 mennesker, og i løbet af få timer var laden som støvsuget for effekter. Det er første gang, Klan Fæhunden arrangerer loppemarked, men Benny Mark håber, at det kan gøres til en fast tradition. - Vi fik ideen, fordi mine forældre, Rita og Svend Mørk, havde samlet en del effekter, som de gerne ville af med. Så blev det til et loppemarked. Der blev solgt pølser, øl og sodavand, som også supplerede indtægterne. Vrensted Borgerforenings hoppeborg var opstillet, og den blev flittigt benyttet af børnene. Benny Mørk lægger ikke skjul på, at han er overrasket over den store interesse for loppemarkedet. At resultatet blev så godt, skyldes ikke mindst supersælgeren, Søren Poulsen. - Han kan sælge sand i Sahara, og han viste sine evner ved at kunne sælge mange af effekterne. Også de øvrige medlemmer af klanen gav en hånd med i forbindelse med loppemarkedet. Det var planen, at der skulle være loppemarked både lørdag og søndag, men der blev udsolgt lørdag, og selv om der kom ekstra effekter til, var der ikke meget at sælge søndag. Under loppemarkedet var der borgere, der hentede "lopper", men de blev solgt, straks efter at de var sat til salg på Gl. Byvej 6.