EMNER

Spejderlejr på internettet

Frederikshavnske spejdere bruger en weekend i cyberspace sammen med tusindvis af spejdere fra hele verden

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Spejderleder Jan Krümmel har gennem sit spejderliv snakket med mange spejdere fra hele verden. Både via radio og over internettet.Foto: Bent Jakobsen

FREDERIKSHAVN:Lugten af bål, våde strømper, tonstung oppakning og tårne bygget af rafter. Sådan husker mange nok deres spejdertid, men i denne weekend foregår den slags på en noget anderledes facon, når tusindvis af spejdere fra hele verden mødes over internettet. JOTI, eller Jamboree on the Internet, er en årlig begivenhed, som i år finder sted for 51. gang. Og igen i år er der nordjysk deltagelse. For sjette gang deltager spejderne fra Peter Wessel gruppe i JOTI, og de har allerede været vidt omkring. Hele verden rundt Lørdag formiddag, mens søvndrukne spejdere indtog morgenmaden, blev der tilføjet et par navne til listen over de nationer, som spejderne havde været i kontakt med siden fredag eftermiddag. Indtil videre stod der 32 forskellige lande på tavlen, og de spændte bredt. Fra Sverige og Østrig til Aruba og Canada. Der ser jo ud af meget, men der skal nok komme mange flere nationer til. - Det er først her i løbet af lørdagen, at det begynder at gå stærkt. Lige om lidt er der en masse spejdere rundt omkring, der begynder at logge på, fortæller spejderleder Jan Krümmel. Også med radio Og selv om der skal kommunikeres weekenden igennem, er der også tid til andre ting. Der bliver spillet computer rundt omkring i lokalet, og planen er da også, at der i løbet aftenen skal være filmhygge i spejderhytten. Man kan også deltage i arrangement på en lidt anden måde. Her taler spejderne sammen ved hjælp af radioer. Det kaldes JOTA og står for Jamboree on the Air. Spejderne fra Peter Wessel udøver nu ikke denne aktivitet, men måske kommer det på programmet næste år. Det kræver en erfaren radiooperatør til at holde styr på frekvenserne, men det giver til gengæld en helt anden måde at kontakte verdens spejdere på, mener Jan Krümmel. - Så kan man ikke gemme sig bag computerskærmen, men man skal faktisk tale med dem, der er i den anden ende, siger han. Man er vel rigtig spejder Det hele drukner nu ikke i indendørsliv, og computeraktivitet. For hvis man er på spejderlejr, så kan man vel lige så godt gøre det rigtigt. Mens nogle har holdt sig vågne hele natten og soveposer i sofaer vidner om, at nogle har sovet her, har tre piger grebet indkvarteringen noget anderledes an. Der er nemlig et halvtag uden for lokalerne, og det ser ud til at fungere fint som overnatningsplads. Så med presenninger og gode, varme soveposer har de tilbragt natten udendørs på ægte spejdermaner. Ses måske igen Når spejderne chatter, udveksler de for det meste spejderhistorier, fortæller hvordan det er at være spejder i et andet land, og hvad de laver, der hvor de kommer fra. Spejderleder Jan Krümmel husker fra sin egen ungdom, hvordan han mødtes med andre spejdere efter at have haft kontakt over radioen. De spejdere, der er i gang i chatrummene i denne weekend har godt nok ikke prøvet at mødes med nogle af deres internetbekendtskaber endnu, men det kan de måske komme til. Næste år er der nemlig Blå Sommer, de blå spejderes landslejr, hvor der også kommer deltagere fra udlandet, så der bliver måske lejlighed til at spejderne kan se deres chatvenner i levende live. Og ellers kan det jo være, at de mødes på internettet igen, når der er gået et år og det atter bliver tid til JOTI.