Spektakulær Allehelgenskoncert

Efterårsstemning i Vandværksskoven.
Foto: Lisbeth Nørbygaard Derrys

Efterårsstemning i Vandværksskoven. Foto: Lisbeth Nørbygaard Derrys

FREDERIKSHAVN:I den lutherske kirke er den første søndag i november Allehelgens dag - mindedagen for de døde - og natten før Allehelgens nat. Lørdag den 4. november kl. 16. er der således Allehelgenskoncert i Abildgård Kirke, hvor publikum bl.a. kan møde Niels Schultz Hansen på fløjte, Søren Rasmussen på orgel samt - som noget ret utraditionelt og spektakulært - Lisbeth Nørbygaard Derrys billeder på storskærm. Billederne går som en rød tråd gennem koncerten, og følger årets gang fra efterår over vinter til forår og sommer fotograferet af Derry. - Vi spiller værker af Bach, Mozart, Debussy, Ravel og Perry - fra det dunkle og dystre, det eftertænksomme og filosoferende til det lyse, lette, boblende og livsbekræftende - og på den måde har vi forsøgt at finde musik, der kommenterer de fire årstider, siger organist Søren Rasmussen, der har arrangeret koncerten. Musikken en også kommentar til kirkeåret - fra død til opstandelse. Og syntesen af musik, billeder og kirkerum skal gerne give tilhørerne mulighed for fordybelse og eftertanke. - Lisbeth Nørbygaard Derrys billeder er meget smukke og stemningsfulde. De er taget fra hendes egen have, fra Kilden og i Vandværksskoven og er af motiver med træer og blade, der viser årets gang, siger Søren Rasmussen. Billederne vises på storskærm foran prædikestolen. - Allehelgensaften er en mindebegivenhed, hvor man mindes årets død – ved denne koncerten er mindes vi også afdøde sognepræst ved Abildgård kirke Birgitte Laumann, siger Søren Rasmussen. Entreindtægten på 30. kr. går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp.