Skagen

Spektakulær fiskeauktion i Skagen for turisterne

Flere hundrede købere sikrede et pænt overskud til to lokale hjælpefonde

Der var god gand i buddene på turistauktionen forleden. Foto Henrik Louis
Der var god gand i buddene på turistauktionen forleden. Foto Henrik Louis

SKAGEN: Fredag holdt Lions Club turistfiskeauktion i auktionshallen i Skagen kl. 14.

Det er altid en ganske særlig lejlighed for turisterne til at se, hvordan en vaskeægte fiskeaktion foregår - og heller ikke denne gang blev publikum skuffet.

En hurtigt-snakkende auktionarius John Hestberg, der til daglig er én af de to professionelle auktionsmestre på havnen, skabte en forrygende stemning, og derfor var der masser af spænding og drama i luften på denne solskinsdag, hvor fisk blev købt i et tempo, der nok kunne give én sved på panden.

Hestberg var ferm til at få afviklet buddene og skrap til at spotte de mange, der markerede nede i hallen - hvilket kan være vanskeligt ved et så stort fremmøde. På en dag som denne er der nemlig en god del flere købere end til hverdag på de formelle fiskeauktioner.

- Det var en fin auktion, og jeg regner med, at der var omkring 200 købere, der fik præcis det, de kom efter. Der var god kamp mellem buddene, og - som på en almindelig auktion - startede vi med 100 kr. pr. kasse. Der var en del store fisk, bl.a. nogle kæmpe kulmuler, der også blev afsat. Det meste vi har, er jo grydeklart, og vi går meget ud af at filetere og pakke fiskene så de er lige til at grille, stege eller koge. Idéen er jo, at man skal kunne tage sine fisk med hjem og kunne gå lige i køkkenet med dem - også selv om man ikke har de helt store køkkenfaciliteter i f.eks. campingvognen - som man har derhjemme, fortæller Willy Hansen, der er direktør i Skagen Havn.

Auktionen bød også på masser af kullerfilet, torskefilet, skærisinger, skaldyr, rå hummere og søkogte rejer. Og udenfor var der poser med isafkølede makreller, der var landet af bundgarnsfiskerne tidligt samme morgen - så bliver det ikke mere havfriskt.

Willy Hansen repræsenterer også Lions Club Skagen der, sammen med Skagens Fiskeriforenings Hjælpefond står for netop denne auktion. Han har været ansvarlig for turistfiskeauktionerne de seneste seks år, og fredagens salg var bestemt ikke noget at rynke på næsen af.

- Vi omsatte for omkring 48.000 kr. og når vi har fratrukket udgifterne lander vi på 40.000 kr. i overskud. Det betyder 20.000 kr. til Skagens Fiskeriforenings Hjælpefond og 20.000 kr. til Lions Club Skagen. Og det er vi rigtigt godt tilfredse med. Det er et bedre resultat end ventet og med disse penge, kan vi hjælpe rigtigt meget lokalt. Det også giver virkelig blod på tanden til næste års turistauktion, slutter Willy Hansen.

Så turisterne fik masser af frisk fisk, underholdende show for alle fiskepengene en herlig eftermiddag - og fiskepengene går til et godt formål. Meget mere kan man ikke forlange.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden