Spidsnæset røver truede sig til penge og smøger

Politiet har endnu ikke noget spor af Q8-røver fra Hobro

Q8-stationen i Hobro blev tidligt lørdag morgen udsat for et røveri. Arkivfoto

Q8-stationen i Hobro blev tidligt lørdag morgen udsat for et røveri. Arkivfoto

Politistationen i Hobro ligger kun få hundrede meter væk - men det havde tilsyneladende ikke nogen afskrækkende virkning på den yngre mand, som tidligt lørdag morgen begik røveri på Q8-stationen i Markedsgade. Manden gik koldblodigt hen til kassen og forlangte penge og cigaretter. - For ellers sker der noget, truede røveren og klappede sig på jakkelommen som for at antyde, at lommen nok indeholdt et våben af en eller anden art. Efter røveriet forsvandt gerningsmanden til fods - dog i modsat retning af politistationen. Røveren beskrives som en mand midt i 20erne med mørkt hår og spids næse. Han var i gerningsøjeblikket iført en mørk vinterjakke uden pelskrave, mørke bukser og lyse tennissko. Himmerlands Politi har endnu ikke haft held til at opspore Q8-røveren og hører derfor gerne fra vidner, der eventuelt kan nikke genkendende til signalementet, eller måske har bemærket noget mistænkeligt i og omkring Markedsgade i tidsrummet omkring kl. 7.32 lørdag morgen.