Konkurs

Spies genoptager rejser fra tirsdag

Fly fra Danmark vil som udgangspunkt afgå som planlagt fra tirsdag, oplyser Spies på sin hjemmeside.

Fly fra Thomas Cook Airlines Scandinavia vil fra tirsdag morgen igen flyve Spies-rejsende på ferie, oplyser rejseselskabet. (Arkivfoto)

Fly fra Thomas Cook Airlines Scandinavia vil fra tirsdag morgen igen flyve Spies-rejsende på ferie, oplyser rejseselskabet. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Spies genoptager tirsdag morgen sine rejser efter selskabets ejer, Thomas Cook Group, natten til mandag begærede sig konkurs.

Det skriver Spies på sin hjemmeside.

- Der er blevet arbejdet på højtryk hele mandagen for at få Thomas Cook Airlines Scandinavia tilbage i luften og dermed i normal drift. Vi kan nu meddele, at flyvningerne vil blive genoptaget fra tirsdag den 24/9, skriver selskabet.

Det fremgår videre, at flyafgangene ud af Danmark tirsdag som udgangspunkt vil afgå som planlagt, medmindre de rejsende er blevet oplyst andet af Spies.

- Vi beklager meget, at så mange af vores gæster er blevet påvirket af dette (moderselskabets konkurs, red.), og vi vil gøre vores bedste for at få vores strandede gæster hjem hurtigst muligt. Vi forstår, at dette har skabt bekymring og ulejlighed for dem, som har oplevet dette, skriver Spies.

For de kunder, der er på deres destination, men venter på at komme hjem, vil de modtage nærmere information om en mulig hjemrejse på sms.

At det er lykkedes så hurtigt igen at få flyene på vingerne igen skyldes, at det er lykkedes at få flyttet leasingkontrakterne til flyene ud af moderselskabet, fortæller Spies' direktør, Jan Vendelbo, til Ritzau.

- Vi har lykkedes at få flyttet de fly, som var registreret i Thomas Cook Airlines i England over til vores nordiske flyselskab. De har fløjet med flyene tidligere, men i og med at de var registreret i England, betød det, at vores flytrafik var gået i stå.

Selv om flyene fra Thomas Cook Airlines Scandinavia fra tirsdag igen er på vingerne, så kan der alligevel forekomme problemer for Spies-gæster de kommende dage.

- Vi er blevet bekendt med, at der pga. konkursen har været en del turbulens i forhold til betaling af visse hoteller på rejsemålene. I løbet af de nærmeste dage kan der fortsat være problemer, hvilket vi beklager meget.

- Vi har løbende kontakt til de berørte parter for at løse dette, skriver Spies på hjemmesiden.

De kunder, der skulle være rejst på ferie mandag, vil få pengene for rejsen refunderet. De får altså ikke mulighed for afrejse tirsdag, fortæller Jan Vendelbo.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst