Spil dansk dag med maner

AABYBRO:Det lykkedes uden at sætte bilalarmer i gang eller påkalde sig naboklager for forvaltningschef Niels Eske Nyhus at synge karaoke-anlægget i Aabybro Centret varm i går eftermiddag, og det var blot et af de 74 arrangementer i kommunen, der markerede den landsdækkende SpilDansk Dag. Han blev dog snart efterfulgt af byrådsmedlem KarloJensen (V), der sang Bjørn Tidemanns hit ”Lille sommerfugl”, og selv om det er en af Karma Nygaards yndlingssange, skulle hun ikke nyde noget med at synge centret op med mikrofon og karaoke-anlæg. - Nej, jeg skal ikke synge i dag, selvom jeg har hørt spil dansk dag i radioen, sagde Kamma Nygaard, Biersted. Det næste nummer ”Så, længe lever” af JohnMogensen trak flere publikummer til, men det kunne alligevel ikke konkurrere med interessen, da skole-elever tidligere på dagen sang iAabybro Centret. Skole-elever satte også deres præg på Midtbyens Nærbutik i går. Her havde Kim Larsen ved middagstid nemlig besøg af omkring 80 elever, som sammen sang en anden Kim Larsens ”Jutlandia”, og alle blev præmieret med en flødebolle, som lovet på forhånd til alle kunder, der sang dansk. - Det var lige, så man fik gåsehud, sagde Kim Larsen, der ikke overraskende sværger til Brdr. Olsen og ”Smuk som et stjerneskud”. Den har han nemlig sammen med sin bror flere gange fremført ved hatte- og damefrokosten i Aabybro. Derimod er det den anden Kim Larsen, som i følge ekspedienten Anders Jochumsen laver nogle gode sange. Alligevel valgte Anne Nielsen og farmor Ane Grethe Nielsen at synge ”Jeg gik mig over sø og land”, selv om Anne Nielsen syntes, det var ret pinligt. - Den synger vi meget for tiden. Anne har to søskende, som snart fylder to og fire år, og de vil gerne høre den slags sange, forklarede Ane Grethe Nielsen. Hun havde derimod ikke meget til overs for Annes nyeste cd ”power music 5”. Tilgengæld overvejede Ane Grethe Nielsen at tage på Gjøl Kro om aftenen for at høre John Mogensens musik. Og i det hele taget faldt de mange arrangementer i god jord. - Det er en god ide, og det er med til at skabe liv i byen, sagde Anders Jochumsen.