Sundhed

Spil ikke hasard med helbredet

NETVÆRK:Selvfølgelig skal vi undersøge hvilke påvirkninger af folkesundheden, det eventuelt kan have, hvis og når vi indfører ny teknologi, der kommer i kontakt med hele befolkningen. Jeg hilser det derfor meget velkomment, at videnskabsminister Helge Sander (V) nu har vejret folkestemningen og lover at sikre uafhængig forskning i de sundhedsmæssige aspekter ved mobiltelefoni, særligt strålingen fra mobilmasterne i det nye 3G-netværk. Ved at lægge op til ny forskning erkender ministeren en usikkerhed mh.t. strålingens eventuelle effekter på mennesker. Denne erkendelse bør have flere konsekvenser end blot mere forskning. Inden for gmo-området fastholder Helge Sanders ministerkollega, Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V), at kun gmo-afgrøder, der ikke er til fare for miljø og mennesker, kan godkendes. Helge Sander kunne lære meget af sin partifælle. I så fald ville han indse, at det eneste rigtige er at stoppe opsætningen af nye 3G-mobilmaster og at indstille brugen af de allerede opsatte master, indtil der er vished for, at vi ikke spiller hasard med borgernes helbred for at score en profit. Alene for at imødekomme den udbredte utryghed og nervøsitet i befolkningen bør udbygningen af 3G-netværket sættes i bero, da vi ikke kan være tjent med, at tudinsvis af naboer til sendemasterne må leve i uvished om de er forsøgsdyr og måske bliver udsat for sundhedsskadelige radiobølger. Jeg er selv storforbruger af ny teknologi. Jeg købte i foråret 2003 en mobiltelefon med indbygget kamera, jeg har min egen hjemmeside og jeg læser multmedier i en af NOVI-bygningerne på Aalborg Universitet. Men i begejstringen over at udforske alt det nye må vi ikke glemme hvilke prioriteter, der er vigtigst. Når der er mistanke om, at ny teknologi kan gøre os syge, så må vi undersøge det, og så leve med, at teknologien bliver forsinket. Ingen teknologi er så banebrydende, at vi ikke kan vente et år eller to for til gengæld at få vished for, at vi kan være trygge og ikke risikerer vores sundhed. Jeg tror, vi finder en løsning, jeg tror på, at 3G-mobiltelefoni er kommet for at blive, og jeg tror på, at det bliver med helbredet i god behold. I sager, hvor befolkningens sundhed og velvære står på spil, er det imidlertid ikke nok at tro, der skal man vide. Det er videnskabsministeren så småt ved at indse. Jeg håber, han når det sidste stykke vej i sin erkendelse, og trykker på pauseknappen, selv om det betyder, at jeg måske må vente et år eller to endnu, inden min kæreste og jeg kan se hinanden i øjnene, når vi taler sammen mobilt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst