Spil om rollerne ved Vrå-røveri

Tiltalte var igen på kant om fordelingen af rollerne ved det amatøragtige røveri mod Jyske Bank i Vrå 7. januar

7 januar kl 11 blev Jyske Bank i Vrå røvet af tre maskerede unge mænd. ArkivFoto: Thomas Hansen

7 januar kl 11 blev Jyske Bank i Vrå røvet af tre maskerede unge mænd. ArkivFoto: Thomas Hansen

HJØRRING:Nordjyllands Politi måtte igen afse 16 betjente og konstatere et par tusinde kilometer på bilernes tællere, da de otte tiltalte i den store røverisag fredag atter var samlet til et nyt retsmøde i Hjørring. Denne gang gjaldt det et røveriforsøg mod Spar Nord Bank i Tornby 7. januar og senere samme formiddag - et fuldbyrdet røveri mod Jyske Bank i Vrå, hvor udbyttet blev knap 25.000 kroner. Alle fire tiltalte, der er i omegnen af 20 år, havde på forhånd tilstået deres deltagelse i røveriet, så det var mere rollefordelingen mellem de fire, der skulle belyses. Selve forløbet af røveriet blev også visualiseret i retten i form af en film fra bankens overvågningskamera. Men hvem fik ideen og satte planen i værk, og hvem førte ordet og truede personalet med pistolattrappen? Indbyrdes uenighed Lige som i flere foregående forhold var den ene af de tiltalte A på kant med de andre. A blev af de øvrige beskyldt for at være idemanden, og at han fik kolde fødder, da røveriet skulle udføres I Vrå. Derfor var det ham, der ventede i bilen, mens de tre andre lavede det beskidte arbejde, hvor de maskeret med huer truede personalet i banken til at udlevere pengene i kassen. A sagde i retten, at det hele tiden havde været aftalen, at han skulle køre bilen. Om om hans rolle som bagmanden forklarede han: - Der var ikke en skid, der var planlagt. Afhøringerne afslørede da også et noget kikset forløb. Høje af stoffer var de først kørt til Spar Nord i Tornby. Men banken var lukket da de nåede frem. Den ene af røverne var umaskeret gået hen til banken, og her blev han filmet af et udvendigt overvågningskamera. Alligevel besluttede de lidt impulsivt at fortsætte til Vrå, Hvor Jyske Bank var målet. Et vidne, der er kasseansvarlig i Jyske Bank, sagde i retten, at hun først troede det var en joke eller et rollespil, da de tre røvere kom buldrende ind i banken. - De så meget unge ud. Det var som om, det var nogle, der lavede sjov, forklarede vidnet. Da hun blev præsenteret for pistolattrappen gik det dog op for hende, at det var alvor, hvorefter hun udleverede de tilgængelige penge i kassen. Hun udpegede den største af de tre, B, som ham, der førte ordet og som truende viste dem pistolen for at få gang i sagerne. Røverne havde glemt at tage en pose eller en taske med, så pengene blev stoppet ned i lommerne. De ville ikke vente på, at en pengekasse med tidskode blev åbnet, så efter et minut og 16 sekunder løb de ud af banken og over til den ventende bil. - Vi ville ikke udsætte de ansatte, os selv eller politiet for en risiko for at komme noget til, forklarede B i retten. Røverisagen fortsætter mandag.