Spil under juletræet

Her er12 af øjeblikkets bedste spil - til både børn og voksne

11
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

ABBA: You Can Dance

Man skal se sig for, når man køber spilgaver. Ikke alene er der meget bras imellem - flere af spillene er også aldeles uegnede for børn. Gennemsnitsalderen for en computerspiller har for længst rundet de 30, og det smitter af på spillene, der ofte er lige så voldsomme som de mest brutale gyserfilm. Og dem vil de færreste forældre jo parkere deres børn foran. Heldigvis er spillene mærket med en alders-anbefaling, som dog også giver anledning til misforståelser. Står der eksempelvis "7" på forsiden, betyder det ikke, at spillet er egnet for syvårige. Men blot at det ikke indeholder noget, der vurderes som skadeligt for aldersgruppen. Så i stedet for at gentage den officielle aldersmærkning angiver vi her testholdets vurdering af spillenes målgruppe. Der er blevet langt mellem egentlige børnespil, og i forhold til bredden og opfindsomheden for 10 år siden er det gået ned ad bakke. Det er åbenbart svært at sælge "leg og lær" udgivelser, når tilsvarende aktiviteter findes gratis på nettet. I stedet kan vi glæde os over spilserier som Sims, og kropslige kontrolsystemer, der samler flere generationer foran skærmen. Her ser vi tilbage på det seneste års udgivelser - med særligt fokus på de nyeste titler til store og små - og udvælger et dusin spil, der i særlig grad fortjener en plads under juletræet. Skylanders: Spyro's Adventure Xbox 360, PS3, Wii, PC (fra 7 år) Her er årets største nyskabelse inden for børnespil: Udover selve spillet indeholder den store æske tre flotte plastfigurer - og en "magisk portal", der vækker den valgte figur til live på skærmen. Her kan man så udvikle sit lille monster på klassisk rollespilsmaner og udkæmpe drabelige slag - alene eller med en kammerat. Det hele er flot lavet og oversat til dansk. Men det smarteste er, at ens fremskridt lagres i selve plastfiguren. Den kan man så tage med over til vennerne og fortsætte legen. Det virker endda på tværs af platforme , så pyt med om du selv har en PlayStation og kammeraten en Xbox. Skylanders fortjener at blive en succes på linje med Pokemon. Der findes allerede 30 forskellige plastfigurer, så enhver kan få sin samlemani styret. ABBA: You Can Dance Wii (fra 7 år) Holdet bag "Just Dance" står bag dette dansespil med 26 ABBA-sange - inklusive klassikere som Mamma Mia, Waterloo - og naturligvis: Dancing Queen. Det her er lige sagen, hvis børn og forældre sammen skal slå sig løs foran fladskærmen. Men vær opmærksom på at karaoke-funktionen kræver en mikrofon - og at hver danser (op til fire) skal have sin egen Wii-fjernbetjening i hånden, som registrerer bevægelserne. Kropsaflæsningen er ikke lige så præcis som med Kinect, men det tænker man ikke over, når musikken spiller. ABBA-fans med PlayStation 3 kan i stedet ønske sig karaoke-spillet "SingStar: ABBA", der sælges i sampak med et par trådløse mikrofoner. Sims 3: Kæledyr PC/Mac (fra 9 år) Nogle Sims-udvidelser virker lidt søgte, men kæledyr er da en oplagt gevinst. Med den seneste udvidelse til Sims 3 kan du skabe kæledyr med det ønskede udseende og personlighed - omtrent som med tobenede simmere. Dybest set er her ikke sket det store med spilmekanikken. Men det er sjovt at sprede liv - og måske kaos - med mere eller mindre velopdragne hunde, katte, firben, skildpadder, slanger, fugle - og for første gang nogensinde: heste. Dyrene kan trænes i forskellige færdigheder - og måske lede dig på sporet af nye eventyr. Move: Mind Benders PS3 (fra 9 år) Vi har prøvet en håndfuld nye spil til PS3's bevægelses-styrede "Move" system, men dette er favoritten. Pakken indeholder tre forskellige spil: I "Tumble" skal man stable tårne med brikker i forskellige former. Det minder lidt om Jenga - og går fint i spænd med den bevægelsesfølsomme fjernbetjening. "Echochrome 2" er et platformspil inspireret af Eschers tegninger med optiske illusioner. Det er et udspekuleret skyggespil, der på samme tid forvirrer og fascinerer. Sidst men bestemt ikke mindst får vi et gensyn med "Lemmings", hvor man guider en flok tankeløse lemminger gennem stadig mere drilske baner. Move-fjernbetjeningen er lige så nem at bruge som musen - og klæder spillet rigtig godt. Fætter Kanin: Halløj på Osteøen Wii, pc (fra 8 år) De frække "pirotter" har skudt dit skib ned med ostekugler. For at reparere skibet skal du hjælpe Fætter Kanin med at samle en række genstande til professoren på Osteøen. Sådan lyder undskyldningen for en stribe pædagogiske øvelser, der blandt andet træner stavning, matematik, sortering og problemløsning. Alle taler dansk, men man skal også kunne læse. Sværhedsgraden sigter mod 2. klasse og rammer for det meste plet. Her er tale om et godt, gammeldags "leg og lær" spil, og alene fordi genren er blevet så sjælden, fortjener det en anbefaling. Pixelineland Pc/Mac (Fra 6 år) Den populære pixelpige er flyttet ud på nettet, og spilæskens bonuskode giver adgang til ekstra indhold i net-spillene. Så har man jo også noget at pakke ind og lægge under træet. Indholdet er i høj grad genbrug fra tidligere spil som Hotel Skrottenborg og Skolehjælp-serien. Vores otteårige cheftester har set det meste før - og klager over, at det bliver ensformigt i længden. Men Pixeline-stilen er stadig kulørt og charmerende, og net-modellen gør det muligt at udvide med ekstra indhold. En variant af hotelspillet findes også til Nintendo DS - samt iPhone og ikke mindst iPad, hvor det fungerer lige så godt som på computeren. Call of Duty: Modern Warfare 3 PS3, Xbox 360, PC, Wii (fra 15 år) Call of Duty er den store sællert inden for skydespil, og man ser straks hvorfor. Flere scener er så spektakulære, at det trodser enhver beskrivelse. Af og til bliver det næsten for meget, og vi savnede en smule stilhed mellem stormene. Trin for trin ledes man fra højdepunkt til højdepunkt i det nøje koreograferede rabalder, så man ikke går glip af en eneste eksplosion. Hvis man holder af at vælge sin egen vej, og eksperimentere med forskellige taktikker, skal man nok koncentrere sig om net-delen, som heller ikke skuffer. Battlefield 3 PS3, Xbox 360, PC (fra 15 år) Den svensk-udviklede Battlefield-serie har rødder i pc-verdenen, og det har traditionelt givet en mere taktisk og autentisk oplevelse. Sådan er det også på nettet, hvor man føler sig som en lille brik på en kæmpe slagmark - med masser af fartøjer at lege med. Kampagnen, derimod, er lige så lineær og forudsigelig som Call of Duty. Men man kan jo se den som træning til de afgørende slag på nettet. Vi kårer ingen vinder i duellen mellem de to. De hårdkogte fans er ikke i tvivl, og begge spil er så glimrende, at tvivlere ikke kan vælge forkert. Forza Motorsport 4 Xbox 360 (fra 8 år) Med racerspil gør små marginaler hele forskellen. Her får vi en sjældent vellykket oplevelse af fart, kontrol og dynamik. Kort sagt: Køreglæde. Grafikken nærmer sig fotorealisme med flotte effekter og fantastisk fartfornemmelse. Vi savner egentlig bare muligheden for natkørsel - og nogle mere varierede vejrforhold. Men der skal jo også være lidt til 5'eren. Det flotte og fængslende bilspil kan med fordel købes sammen med Microsofts trådløse "Speed Wheel", der giver endnu større indlevelse. Uncharted 3: Drake's Deception PS3 (fra 15 år) Nathan Drake er spilverdenens svar på Indiana Jones, og nu er han tilbage i endnu et mageløst miks af action og eventyr. Spillet former sig som en kulørt Hollywood-film med det ene fantastiske sceneri efter det andet. Og hele vejen kæles der kompetent for detaljering, lyseffekter og animationer. Ildkampene fungerer bedre end i mange rendyrkede skydespil, og gåderne fascinerer. Nogle steder er historien lidt svær at følge, men spillet emmer af veloplagt humor og gammeldags opdagerglæde. FIFA 12 PS3, Xbox 360 m.fl. (fra 8 år) Vi har før været lidt ude med riven efter EA's endeløse fodbold-serie, men de senere år er spillene bare blevet bedre og bedre. Og sørme om ikke 12'eren markerer endnu et højdepunkt. Den nye spillermodel tilføjer ekstra dynamik, som stiller nye krav til præcision og timing. En del skal læres forfra - især i forsvars-spillet. Men her er stadig god mulighed for præcise driblinger og gennemspillede kombinationer. Og som altid sørger grafik og lyd for den helt rigtige stadion-stemning. The Elder Scrolls V: Skyrim ¤ Xbox 360, PS3, PC (fra 15 år) Efter de filmisk fremadskridende dramaer, som kendetegner de fleste moderne spil, er det befriende at trække sig tilbage til en åben verden, hvor man selv bestemmer retning og tempo. Skyrim foregår i en Tolkien-agtig verden, der skal frelses fra dragernes hærgen. Spillet er mere tilgængeligt end mange andre rollespil, og kampene er flotte og varierede. Teknisk skuffer grafikken en smule, i hvert fald på Xbox, men æstetisk er spillet en nydelse. Og fornemmelsen af at være til stede i en stor og levende verden er alle pengene værd.