Spild for millioner

Der skal opstilles "stærekasser" i Danmark - eller automatisk fartkontrol, som det hedder i fagsproget. Formålet er at få nedsat hastigheden på vejene. Svagheden ved systemet er, at der opstår den såkaldte kængurukørsel, som betyder, at bilisterne bremser op før en stærekasse og så igen speeder op efter passage.

Justitsminister Lars Barfod har udtrykt stor begejstring for projektet selvom der er lange udsigter til dets virkeliggørelse. Der kan gå 2 år inden stærekasserne er opstillet. Projektet vil koste 175 mio. at etablere og 30 mio. at vedligeholde og administrere. I stedet for at drømme om stærekasser skulle justitsministeren hellere tage sig sammen og udvise lederskab og få sendt noget færdselspoliti på vejene. Projektet er spild af penge, men det er jo ikke første gang, at en borgerlig regering spilder skatteydernes penge på et projekt. Med de nævnte beløb er der mange årsværk til færdselsbetjente, som for øvrigt endda selv kan indtjene egen løn ved udstedelsen af fartbøder. Ved færdselspoliti på vejene er der ingen bilister, der kan vide sig sikker på, hvor fartkontroller er opstillet. Med færdselspoliti på vejene kunne politiet måske samtidig lære overhalende bilister på motorveje at trække ind til højre igen efter overhaling. Ved korrekt kørsel vil der opnås to ting: Mere glidende trafik og vejenes trafikkapacitet vil øges betragtelig. Ved offentliggørelsen af rapporten om stærekasserne påtaler formanden for Dansk Cyklist Forbund at stærekasserne ikke kan opstilles hurtig nok. I stedet for at påtale den lange tidsfrist skulle formanden hellere have brugt krudtet på at slå et alvorligt slag for manglende cykelstier i det her land. Da projektet med stærekasserne hører under Justitsministeriet, skal vi nok forvente samme uduelige sagsbehandling som politireformen og tinglysningssagen.