Hjørring

Spildevand var for hård kost

Vrå Dampvaskeri har taget ansvaret for udslip, som gjorde det af med store mængder småfisk i en sø i Vrå

En slamsuger måtte i flere omgange pumpe døde fisk op af søen. Arkivfoto: Henrik Louis

En slamsuger måtte i flere omgange pumpe døde fisk op af søen. Arkivfoto: Henrik Louis

VRÅ:Store mængder døde småfisk måtte sidst i oktober pumpes op af en regnvandssø i Vrå, der efter separat­-kloa­kering modtager urenset regnvand fra byen.

Men pludselig var regnvand blandet med spildevand, og det tog alt ilten i søen, så store mængder småfisk - primært skaller og også snegle blev fundet livløse i søen.

En slamsuger fra Hjørring Vandselskab pumpede i flere omgange de mange fisk op af søen.

Allerede da forureningen blev konstateret, var der mistanke til, at spildevandet stammede fra en virksomhed i området, og nu har analyser af vandprøver bekræftet, at spildevandet kom fra Vrå Damvaskeri.

- Da forureningen blev opdaget, var virksomheden hurtig til at informere os om, at spildevandet kunne være kommet fra dem, fortæller leder af Team Erhverv i Hjørring Kommune, Charlotte Rønn.

Kommunen har siden ventet på resultater fra analysen af vandprøverne, og de bekræfter nu, at det var processpildevand fra virksomheden.

- Det var et beklageligt og hændeligt uheld, konstaterer direktør, Jørgen Rasmussen.

Ingen politianmeldelse

Vrå Damvaskeri er ligesom mange andre i Vrå netop blev separatkloakeret. Virksomheden havde et overløb af spildevand, og tidligere er det blevet pumpet over i en bestemt brønd, som var tilsluttet kloaksystemet. Af gammel vane skete det også denne gang, men nu er den pågældende brønd forbeholdt regnvand, som urenset ledes ud i naturen.

- Vi har selvfølgelig indskærpet procedurerne over- for medarbejderne, så det ikke sker igen, fastslår Jørgen Rasmussen.

Hjørring Kommune har valgt ikke at indgive en politianmeldelse af virksomheden.

- De forsøgte ikke at skjule noget, og kontaktede os straks, siger Charlotte Rønn.

Vrå Damvaskeri kommer dog til at betale omkostningerne i forbindelse med forureningssagen.

Hjørring Vandselskabs lære af sagen er, at der skal gøres en stor indsats for at informere om, at den del af kloakeringen, der tager regnvand og overfladevand er et meget følsomt system, da vandet ledes urenset ud i naturen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.