Spillede uafgjort

} Saltum spillede uafgjort 2-2 mod topholdet BI fra Brønderslev i serie 3 på hjemmebane. Det var tydeligt fra kampens start, at der stod meget på spil for begge hold. Der blev ikke givet en centimeter i nærkampene. Det var da også et unødvendigt frispark af hjemmeholdet, der satte BI i gang. Udeholdet fik nemlig scoret på frisparket allerede efter 12 minutters spil til 0-1. Bolden var knap givet op, før Saltum kom tilbage i kampen og fik scoret til 1-1 på mål af Esben Broe. I det 30. minut kom hjemmeholdet foran 2-1 på et langskud af Søren Spaun, et skud som BI’s målmand nok bør tage på sin kappe. Men i halvlegens sidste minut blev hjemmeholdet endnu en gang straffet i en unødvendig dødboldsituation, da BI scorede efter hjørnespark til pausestillingen 2-2 I 2. halvleg blev der stadig kæmpet om hver eneste meter på banen, og der blev givet et par gule kort. De store målchancer var der ikke mange af, men Saltum dominerer midtbanen, og på den baggrund burde hjemmeholdet have vundet. Efter kampen var træner Niels Chr. Hejlesen skuffet over resultatet. - Vi sad på spillet og styrede kampen. BI fik to mål på to fejl, og det blev straffet, sagde træneren efter kampen. Han kunne dog glæde sig over, at det ser lyst ud for hans hold efter syv point i tre kampe. Forsvarsspilleren Søren Skovgård blev efter kampen hyldet som Saltums bedste. Moseby Sikker sejr mod svag modstander } Moseby serie 3 hentede tre vigtige point i bestræbelserne på at undgå nedrykning til serie 4, da holdet på hjemmebane besejrede Jerslev/Sterup med 5-1. Gæsterne er bundhold i rækken, og det var da også tydeligt, at Moseby var et klart bedre mandskab. Hjemmeholdet kom foran efter 10 minutter, da Søren Larsen scorede direkte på frispark. Moseby fortsatte med at doiminere kampen, og med to flotte mål udbyggede Jens Jørgensen føringen i slutningen af første halvleg. Jerslev/Sterup kom lidt bedre med efter pausen og fik reduceret til 1-3, da der manglede cirka 20 minutter af kampen. Men på to hurtige mål af Jesper Ørtoft og spillende træner Martin Simonsen fjernede Moseby enhver tvivl om resultatet. - Vores spil fungerede bedst før pausen, men selv om vi vandt stort, var det langtfra den bedste kamp, vi har spillet i år, siger Moseby-træner Morten Sølvkær. Han fremhæver Lars Lundtoft og Jens Jørgensen for at have spillet en god kamp. I den kommende weekend skal Moseby på en svær opgave på udebane mod Hjallerup, der er med i toppen af rækken. Kaas Nord-Bo må opstille mandskabsvogn } Lære- og værestedet Nord-Bo har fået teknik- og miljøudvalgets tilladelse til at opstille en mandskabsvogn på 15 kvadratmeter i sommerhalvåret. Nord-Bo er et lære- og værested for seks unge såkaldte kontaktsvage klienter og én-to medarbejdere. Mandskabsvognen skal bruges i forbindelse med grøntsagsdyrkning på Tranekærvej 70. Teknik- og miljøudvalget har besluttet, at mandskabsvognen skal fjernes ved institutionens ophør. Sagen sendes nu til høring hos Nordjyllands Amt og hos naboerne til Nord-Bo.