Spillefilm om dating
Vær med til at skrive en spillefilm om dit eget kærlighedsliv. Det er det klare tilbud fra holdet bag den kommende film, "En kvinde tre mænd"
Filmen produceres af Aalborg-filmselskabet Oscar Film med sigte på premiere i 2014. - Vi har søgt tilskud fra Filminstituttet og EUs Media-pulje på i alt 1,5 million kroner. Det er tænkt som udviklingsstøtte til det interaktive arbejde, der skal gøre det muligt at skrive et brugerdrevet filmmanuskript, siger Anders Skotlander, der er producent på filmen. Filmen bygger direkte på Pouline Middletons roman "En kvinde tre mænd", der blev skrevet online i 2010 under titlen "1Q3M". - Det er en historie, der handler om en kvinde, der vælger at have tre mænd - en til sex, en der er god at tale med og en, der kan sætte skabe op. Det er en anderledes og praktisk tilgang til samlivet og kærligheden, end vi er vant til, og Pouline fik enorm opmærksomhed på sin blog i første omgang - og siden, da hun selv udgav den som bog, solgte hun 3000 eksemplarer. Det er mange bøger i et lille land, siger Anders Skotlander. Projektet er kommet i stand i forlængelse af medieseminaret "PixelJam" for nylig, arrangeret af Shareplay, Nord- og Midtjyllands tiltag, der skal fremme vækst for medievirksomheder i landsdelene. - Her mødte jeg Pouline og filminstruktøren Kari Vidø, der står bag "Nynnes Dagbog" og tv-serien " 2900 Happiness". Det var i Aarhus, det foregik, og det var enormt frugtbart. Jeg var netop taget med for at møde krestive folk og udvikle gode ideer. Vi tre fandt sammen, og på tre dage havde vi udviklet og skrevet en masse, der ellers ville have taget langt mere tid. Det var en virkelig god oplevelse og et flot bevis på, at det arbejde, Shareplay laver, er enormt nyttigt, siger Anders Skotlander. Hans firma, Oscar Film, har eksisteret siden 2007. Hovedaktiviteten er reklamefilm, men også produktion af spillefilm og mindre film- og tv-projekter. - Vi er 80 virksomheder i Aalborg-området, der laver den slags arbejde - arbejder med digitalt indhold til alle medier: Reklamefilm, film, spil. Det er et stort felt - og det antal, vi kan mønstre, svarer faktisk fuldkommen til den standard, de har i Århus, hvor de endda har satset langt mere fra kommunens og regionens side. Når vi alligevel er så mange her i Aalborg, er det også et udtryk for, at Aalborg buldrer af kreativitet og vilje og at vi har en kommune, som er meget åben over for at bakke op om den slags produktionsvirksomheder, siger han. Hvis ansøgningen om de 1,5 millioner kroner giver pote, går Oscar Film straks i gang med at udvikle det interaktive website, der skal være stedet for udviklingen af historien. - Vi bygger på Poulines historie, men det er tanken at samle en masse historier ind fra alle de mennesker, der bliver fængslet af det. Vi har næsten alle en historie, stor eller lille, at fortælle om vores oplevelser med dating, på nettet, i byen, i livet, som det nu udfolder sig - masser af sjove, søde, skøre, sære oplevelser, som tilsammen kan blive del af det færdige manus til filmen - alt afhængigt, selvfølgelig, af hvor meget og hvor spændende materiale, der kommer ind. Vi regner med, at den primære målgruppe er kvinder fra 25 til 40 - men alle er velkomne, siger Anders Skotlander. Planen er at oprette et website, som skal rumme både et dating-site, parterapi, rådgivning om samliv, kærlighed og sex og meget andet. - Vi vil gøre det muligt at skrive, fortælle, lave sketches og små film, som kan uploades, sådan at det bliver et mangfoldigt, inspirerende forum for brugerne. Svarene på ansøgningerne kommer i løbet af en måned, og så har vi et par måneder mere til at udvikle, designe og programmere det onlineunivers, der skal bære hjemmesiden. April-maj skal bruges til at producere filmsekvenser som inspiration for brugerne, og i løbet af sommeren vil projektet blive så lanceret, siger han. Hvis støtten kommer, regner han med, at premieren bliver i 2014. Kommer den kun halvt eller slæet ikke, går det hurtigere. - Vi vil under alle omstændigheder lave filmen. Men får vi ikke støtten til onlineuniverset, må vi lave den uden at få den store inspiration udefra. Og det betyder at vi kan gå direkte i gang med manuskriptudviklingen til filmen, siger han. - Romanen, der handler om 42-årige Elizabeth og kærligheden, bevæger sig i krydsfeltet mellem vores drømme og de mange nye muligheder, der er for at leve dem ud og få kærligheden til at vokse, også når man ikke er 17 mere, men stadig føler sig, som om man var. Hun synes ikke, at tosomheden har bragt det bedste frem i hende selv og mænd. Så hun beslutter at sende drømmen om den eneste ene på pension, og i stedet lede efter tre, fortæller Anders Skotlander. Men han håber inderligt, at støtten kommer. - Det vil gøre projektet langt mere spændende. Det vil være første gang, et dansk publikums erfaringer bruges så direkte i en spillefilm til biograferne, siger han. - Film, bøger, computerspil og musik vil i fremtiden være sammenhængende universer på tværs af medier og med mulighed for interaktion. De lever og udvikler sig sammen i en symbiose og kan styrke og befrugte og udvikle hinanden, siger han. Oscar Film beskæftiger otte fastansatte medarbejdere og en række freelancere. På dette projekt bl.a. konceptudvikler Jens Kruhøffer og musiker Carsten Bo Eriksen. Selskabet har udover filmprojektet i øjeblikket gang i blandt andet en dansk/russisk/tysk spillefilm, "I'm going to change my name", støttet af Det Danske Filminstitut samt produktion af indhold til blandt andet www.korridoren.tv.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.