Spillehal åbnet med forsinkelse

Musik 20. marts 2003 07:00

BRØNDERSLEV: Road-House Spillehal er navnet på den spillehal, som i går åbnede i lokalerne Østergade 43 i Brønderslev. Det er folkene fra Action House i Løkken, der står bag initiativet, og det er Jonas Larsen, der bliver daglig leder. Spillehallen på ca. 200 kvadratmeter rummer diverse spillemaskiner, computercafé, udlejning af videobånd og dvd-film, ligesom der sælges slik og sodavand. - Spillehallen har været længe undervejs, idet vi stødte på problemer, fortæller én af ejerne af Action House, Preben Jensen. Brønderslev Kommune mente ikke, at det var hensigtsmæssigt, at spillehallen blev placeret lige over for kommunens ungdomshus. - Men det viste sig, at det var Told og Skat, der som spillemyndighed, har bemyndigelsen, bemærker Preben Jensen, der ikke forstår nervøsiteten, da stedet ikke har spiritusbevilling. Han fortæller, at ideen bag Road-House Spillehal er den samme som Action House, hvor der også er spillemaskiner, computercafé med mere. - Vi har valgt Brønderslev, fordi vi synes, at der mangler en spillehal. Og byen har en vis størrelse, der gør, at der er basis for en spillehal. Computercafeen har åbent fra om formiddagen til sent om aftenen. Der holdes senere reception. 21-årige Jonas Larsen har i syv år været ansat som bartender i Action House, så han har et godt kendskab til branchen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...