Spillemands- messe i Hjallerup

Hvad har et trampende spillemandsorkester med violiner og harmonika med gudstjeneste at gøre?

Jydsk på Næsen deltager i spillemandsmessen. Privatfoto

Jydsk på Næsen deltager i spillemandsmessen. Privatfoto

Hvad har polka og rheinlænder og andre spillemands-klassikere med salmer at gøre? Umiddelbart ikke meget - men det får de, når orkestret "Jydsk på næsen" gæster Hjallerup Kulturhus på søndag for sammen med Hjallerup Sangkor, kirkesanger Petra Toft Nielsen og sognepræst Inge Thomsen at fejre spillemandsmesse. Spillemandsmessen er en gudstjeneste iklædt dansk folkemusik. Teksten er skrevet af Holger Lissner. Musikken er komponeret af Ivan Bjerre Damgård og Michael Sommer, med udgangspunkt i dansk traditionel dansemusik. Ved prisuddelingerne i forbindelse med "Danish Music Awards - Folk 2007" løb Ivan Damgaard fra "Jydsk på Næsen" med prisen som Årets danske komponist for sin indsats med "Spillemandsmessen". "Spillemandsmessen" blev første gang fejret på Danske Kirkedage i Roskilde i 2004. Siden er den blevet fejret rundt om i landet, og for nogle år siden også ved en tv-transmitteret nytårsgudstjeneste. Hjallerup Menighedsråd inviterer alle til at deltage i en usædvanlig, men samtidig meget dansk gudstjeneste og lover, at det bliver en energisk og spraglet begivenhed. - Gudstjenesten henlægges til Hjallerup Kulturhus, da det forventes at der bliver god brug for den ekstra plads, fortæller sognepræst Inge Thomsen.