Spillere forlader banen midt i Champions League-opgør

Tirsdagens kamp mellem PSG og Istanbul Basaksehir er blevet afbrudt, efter at spillerne har forladt banen.

Efter snakke med kampens dommer forlod både PSG's og Istanbul Basaksehirs spillere banen i tirsdagens opgør.

Efter snakke med kampens dommer forlod både PSG's og Istanbul Basaksehirs spillere banen i tirsdagens opgør.

PARIS:Tirsdagens Champions League-opgør mellem Paris Saint-Germain og Istanbul Basaksehir er blevet afbrudt efter lidt over 20 minutters spilletid.

Spillerne fra både Paris Saint-Germain og Istanbul Basaksehir forlod banen i Paris efter længere snakke med dommerne.

Det står ikke helt klart, præcis hvad der er gået forud for udvandringen.

Ifølge tv-billeder fra TV3 Max indikerede en træner og flere spillere fra Basaksehirs bænk dog, kort før holdet forlod banen, at kampens fjerdedommer skulle have sagt noget racistisk.

Episoden bunder angiveligt i en udvisning til Istanbuls assistenttræner Pierre Webó på sidelinjen efter lidt over et kvarters spil, lyder det fra den tyrkiske klub.

Herefter forlod det tyrkiske holds spillere og stab - og altså også PSG - banen efter cirka ti minutters diskussion med kampens rumænske dommer, Ovidiu Hategan.

- Vores assistenttræner Pierre Webo er blevet udvist med en racistisk bemærkning af kampens fjerdedommer, skriver Istanbul på Twitter ifølge Reuters.

Klubben har efterfølgende på Twitter lagt et billede op med teksten "No To Racism" (Nej til racisme, red.).

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) meddeler ifølge Reuters, at kampen vil blive genoptaget med en ny fjerdedommer. Præcis hvornår oplyses ikke.

Spillerne er tirsdag 22.30 stadig ikke kommet på banen efter at have forladt den.

- Efter en episode med fjerdedommeren blev kampen midlertidigt afbrudt. Efter konsultation med begge hold blev det bestemt, at kampen genoptages med en anden fjerdedommer.

- Uefa vil undersøge sagen grundigt og melde yderligere ud, når tiden er moden, lyder det fra Uefa ifølge Reuters.

Der står 0-0 i opgøret, som blev fløjtet i gang klokken 21. Istanbul Basaksehir er allerede uden chance for at gå videre til hverken Champions Leagues eller Europa Leagues knockoutrunder.

Paris Saint-Germain lå inden kampen på gruppe H's andenplads, men med lige så mange point som både Manchester United og RB Leipzig.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.