Spillerforening genoptager DBU-forhandlinger

Landsholdsspillerne står sammen i en eventuel lønkonflikt

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Sport 25. februar 2015 10:34

KØBENHAVN: Landsholdsspillerne står sammen i den konflikt, der er mellem dem og Dansk Boldspil-Union (DBU).

Det meddeler Spillerforeningen i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at parterne genoptager forhandlingerne torsdag.

DBU vil på grund af dårlig økonomi have landsholdsspillerne til at gå 17 procent ned i løn.

Hvis ikke spillerne accepterer inden 2. marts, må landstræner Morten Olsen se bort fra spillerne i det første halvår af 2015.

DBU sendte for en uge siden breve direkte til spillerne, da unionen ønsker at indgå individuelle aftaler med landsholdsspillerne. Det er et brud med tidligere praksis, hvor DBU har indgået en samlet aftale med Spillerforeningen.

Nu melder spillerne for første gang ud, hvad deres holdning er. Og de holder altså sammen i konflikten.

- Jeg er meget tilfreds med det sammenhold og den enighed, der har været blandt både Herre-A-, U21- og Kvinde-A-landsholdets spillere, siger Daniel Agger, anfører for herrerne.

- Vi har holdt fast i, at vi vil have rimelige kollektive aftaler, og det bliver vi ved med, siger Brøndby-spilleren.

Spillerforeningens direktør, Mads Øland, oplyser til Ritzau, at han ikke har yderligere kommentarer til sagen, men henviser til pressemeddelelsen.

Her skriver Spillerforeningen blandt andet:

- Alle spillere vil selvfølgelig spille for landsholdet, men vi kan ikke acceptere de krav og den måde, DBU fremfører dem på. Vi kommer ikke til at acceptere DBU’s ultimatum. Vi ønsker en dialog og en kollektiv aftale for landsholdene.

- Vi har opfordret DBU til at fortsætte forhandlingerne mellem Spillerforeningen og DBU. Vi står sammen om en kollektiv aftaleregulering og agter ikke at underskrive individuelle aftaler med DBU.

- Vi ser frem til, at forhandlingerne genoptages i morgen, torsdag. Vi har rakt hånden frem til nye forhandlinger, og Spillerforeningen har netop fået en aftale i stand med DBU herom, hvilket vi er glade for.

Danmark spiller i det kommende halvår venskabskampe mod USA, Frankrig og Montenegro, inden Serbien venter i EM-kvalifikationen til juni.

Kvindelandsholdets anfører, Line Røddik, udtaler sig også i sagen og glæder sig over spillernes sammenhold.

- Som kvindespiller er det bekræftende at vide, at vi står sammen om det her. Sammen om at sikre gode vilkår for både kvinde- og herrelandsholdene, siger hun.

Til TV2 Sport siger DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyer, at unionen ser frem til forhandlingerne.

- Spillernes udmelding overrasker mig ikke, men der er dialog mellem parterne, siger han.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...