Spillerne står sammen: Genoptager forhandlinger med DBU

Spillerforeningen og DBU genoptager torsdag forhandlinger om ny lønaftale, meddeler førstnævnte.

Anfører for herrerne, Daniel Agger fotograferet på Helsingør Idrætspark, d. 9. oktober sidste år. Foto: Tariq Mikkel Khan/POLFOTO/arkiv
Sport 25. februar 2015 09:18 - Opdateret 25. februar 2015 09:38

Landsholdsspillerne står sammen i den konflikt, der er mellem dem og Dansk Boldspil-Union (DBU).

Det meddeler Spillerforeningen i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at parterne genoptager forhandlingerne torsdag.

DBU vil på grund af dårlig økonomi have landsholdsspillerne til at gå 17 procent ned i løn.

Hvis ikke spillerne accepterer inden 2. marts, må Morten Olsen se bort fra spillerne i det første halvår af 2015.

DBU sendte for en uge siden breve direkte til spillerne, da unionen ønsker at indgå individuelle aftaler med landsholdsspillerne. Det er et brud med tidligere praksis, hvor DBU har indgået en samlet aftale med Spillerforeningen.

Nu melder spillerne for første gang ud, hvad deres holdning er. Og de holder altså sammen i konflikten.

- Jeg er meget tilfreds med det sammenhold og den enighed, der har været blandt både Herre-A-, U21- og Kvinde-A-landsholdets spillere, siger Daniel Agger, anfører for herrerne.

- Vi har holdt fast i, at vi vil have rimelige kollektive aftaler, og det bliver vi ved med, siger Brøndby-spilleren.

Spillerforeningens direktør, Mads Øland, oplyser til Ritzau, at han ikke har yderligere kommentarer til sagen, men henviser til pressemeddelelsen.

Her skriver Spillerforeningen blandt andet:

- Alle spillere vil selvfølgelig spille for landsholdet, men vi kan ikke acceptere de krav og den måde, DBU fremfører dem på. Vi kommer ikke til at acceptere DBU's ultimatum. Vi ønsker en dialog og en kollektiv aftale for landsholdene.

- Vi har opfordret DBU til at fortsætte forhandlingerne mellem Spillerforeningen og DBU. Vi står sammen om en kollektiv aftaleregulering og agter ikke at underskrive individuelle aftaler med DBU.

- Vi ser frem til, at forhandlingerne genoptages i morgen, torsdag. Vi har rakt hånden frem til nye forhandlinger, og Spillerforeningen har netop fået en aftale i stand med DBU herom, hvilket vi er glade for.

Danmark spiller i det kommende halvår venskabskampe mod USA, Frankrig og Montenegro, inden Serbien venter i EM-kvalifikationen til juni.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...