EMNER

Spillerne svigter bymesterskab

AALBORG:Aalborg Skakring har indledt kampen om at blive Aalborgmester i skak 2003, og det skete med det laveste antal tilmeldte i mands minde. Således deltager denne gang kun samlet 18 spillere, og den lave tilmelding har bevirket, at turneringskomiteén har måttet ændre på reglerne i sidste øjeblik. Sidste år blev der således indført nogle nye næsten "knock-out"-lignende regler med en 16 mands gruppe i den bedste række, men med den beskedne tilmelding vil styrketallene få så stor en spredning, at turneringen ikke ville kunne afvikles på en fair sportslig vis. Bymesteren 2003 kåres derfor efter en omgang alle mod alle i mesterklassen, der består af Torben Guldberg, Thomas Søndergaard, Thomas Heine Bech og Hans Peter Rasmussen fra Aalborg Skakforening, Niels Henrik Willumsen og Jens Jørgen Christiansen fra Nørresundby Skakklub samt Benny Grønhøj og Kasper Rasmussen fra henholdsvis Aars Skakklub og Vejgaard Skakklub. Der spilles syv runder. De fire første afvikles i indeværende weekend. Mesteren er fundet søndag den 7. september. På hverdage spilles det fra 19-24 og på lørdage samt søndage mellem 13-18. Alle runder spilles i Nørresundby Skakklubs lokaler i Kulturhuset på Gl. Lindholm skole og her er tilskuere særdeles velkomne.