Hjørring

Spillested foreslås jævnet med jorden

HJØRRING:Det kendte spillested Sysseltinget kan blive offer for de trafikproblemer, som Hjørring får i forbindelse med det nye bycenter Metropol. Udvalgsformand for teknik og veje, Ole Ørnbøl (S) vil have Sysseltingets matrikel tænkt ind i nabomatriklen til en samlet løsning for et parkeringshus i Hjørrings midtby. Musikforeningen ”I morgen er det jul mor”, som er flittige brugere af Sysseltinget, kalder ideen absurd. Ole Ørnbøl ved, at han har vovet sig ind på øretævernes holdeplads. - Der skal naturligvis bygges et nyt Sysselting et andet sted, men vi må erkende, at det nuværende ligger i vejen for trafikken, siger Ole Ørnbøl. Formanden for musikforeningen, Søren Jensen, er uenig. - I Hjørring har vi to unikke spillesteder med god akustik: Vendelbohus og Sysseltinget. Dem skal vi værne om, siger Søren Jensen. Endnu er intet afgjort om Sysseltingets fremtid. Til gengæld haster det med at få trafikløsningerne - inklusiv parkering - på plads. Hjørrings kommende bycenter Metropol med et stort antal specialbutikker, supermarked, og bibliotek står færdigt allerede til påske næste år.