EMNER

Spindoktorer skal i kort snor

KØBENHAVN:Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vil stramme op på reglerne for regeringens særlige presserådgivere, de såkaldte spindoktorer. Anders Fogh Rasmussen indbød i dag i Folketingets spørgetid alle partier til en debat om, hvordan opstramningen skal ske. - Vi kan ikke være tjent med, at der er en konstant fornemmelse af mistillid omkring systemet. Vi skal have det til at fungere, og det vil jeg gerne yde mit bidrag til og går gerne ind i en sådan dialog, sagde statsministeren under debatten i Folketingssalen. Folketingsdebatten var affødt af, at finansminister Thor Pedersens (V) pressechef, Carsten Mai-Jørgensen, har erkendt, at han gav forkerte oplysninger, da han meddelte pressen, at Thor Pedersen overholdt sin bopælspligt. Finansministeren har senere indrømmet, at det ikke var tilfældet, og Carsten Mai-Jørgensen har fået "indskærpet", at han ikke må lyve. /ritzau/