Spinhoffet

Førsteholdet Morten Langager Den sidste tilbageværende fra spindoktorholdet fra 2001. Har fulgt Lene Espersen (K) troligt fra justitspinden over økonomi og erhverv til Udenrigsministeriet. Arbejder meget selvstændigt og opsøgende - har et tæt forhold til Espersen og siger gerne "vi" og "vores" om hendes position. Nyder respekt blandt journalister, men er også kendt for at bruge alle midler og sågar optræde intimiderende, hvis han får nys om kommende historier, han ikke kan lide. Sandy French Den særlige rådgiver for Brian Mikkelsen (K), Sandy French, har qua sit tidligere job som politisk redaktør på Ekstra Bladet et stort netværk blandt journalister. Ligesom Morten Langager er hun tæt på den konservative top og forventes derfor at have insiderviden. Betragtes som dygtig og skarp af journalisterne og ikke bleg for at spinne en historie, som rammer regeringspartneren. Søs Marie Serup Indtil denne uge spindoktor for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Venstres mest markante spinkort, som nu rykker ned i Venstres politiske center på Christiansborg for at blive kampagneansvarlig. Har aldrig selv arbejdet som journalist, men knoklet sig op via Venstres pressetjeneste og et godt personligt forhold til Løkke. Bliver af nogen betragtet som dygtig, mens andre vurderer, at hun mangler reel viden om, hvad der sker i regeringen, og i øvrigt har tabt stor troværdighed ved over for pressen at benægte Løkkes problemer samt sin trang til at ytre sine holdninger på Facebook. Søren Søndergaard Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, er i spindoktorernes superliga og har en meget høj stjerne blandt pressefolk. Han regnes af nogle pressefolk som den dygtigste af alle Christiansborgs spindoktorer - en uformel titel, som hans forgænger, Søren Espersen, også besad. Søren Søndergaard er kendt for sin tilgængelighed og tid til at snakke med alle, men også for at bruge alle kneb, når det er nødvendigt. Oppositionen Hos oppositionen får især to navne stor ros blandt pressefolk. Det er Helle Thorning-Schmidts personlige rådgiver, Noa Redington, og SF's pressechef, Claus Perregaard. Noa Redington arbejder mere proaktivt i forhold til pressen med sager og vinkler, end man måske kunne forvente af en politisk strateg med baggrund som klog mand på Ugebrevet Mandag Morgen. Det tog ham dog også noget tid at løsne op i forhold til pressen. Nogle journalister mener, at Redington til tider kan forfalde til den udbredte uvane eller erhvervsskade at være en propagandist. Helt modsat er det med Claus Perregaard, hvis troværdighed er i top. Han bliver brugt af journalister og kommentatorer som en ganske nyttig sparringspartner. Lige netop den rolle giver høj status og godt ry i pressekorpset, der kan vise sig nyttigt i afgørende situationer. Perregaard er måske oppositionens stærkeste kort på spinfronten lige nu. Andetholdet De særlige rådgivere i regeringen er typisk folk med baggrund som konsulenter i Venstres politisk-økonomiske sekretariat og pressetjeneste på Christiansborg. De har gerne faglig baggrund som økonomer eller kommunikationsfolk og mangler ofte både netværk og viden om, hvordan pressen arbejder. De er derfor sjældent opsøgende over for pressen. Martin Vith Den særlige rådgiver for miljøminister Karen Ellemann (V), Martin Vith, har en høj stjerne internt i Venstre. Dels har han et tæt forhold til Løkke, som han tidligere har arbejdet for, og dels har han siddet centralt i Venstres organisation i mange år. Han nævnes af og til som Venstres kommende partisekretær, og flere havde spået ham jobbet som Venstres nye kampagnechef i stedet for Søs Marie Serup. Et minus i bogen er dog, at Vith ikke har været særlig succesfuld med at få Karen Ellemanns medieoptræden til at glide. Søren Møller Andersen Finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) tro følgesvend, Søren Møller Andersen, er uddannet journalist, men har stort set kun arbejdet i Venstres pressetjeneste og for Claus Hjort. Han betragtes ikke som særlig vidende eller dygtig blandt de politiske journalister, og det skaber irritation, at Søren Møller Andersen gerne sidder med i lokalet, når Claus Hjort giver interview og desuden blander sig i, hvad hans garvede chef skal citeres for. De historiske spindoktorer Jacob Winther Var indtil for få måneder siden en af Venstres mest effektive spindoktorer. Han var vellidt i pressekorpset og havde et tæt og fortroligt forhold til sin minister, Søren Gade. Det gav ham både informationer, men også mulighed for at arbejde meget selvstændigt med pressen. Kom fra en stilling som pressechef for Søren Pind i Københavns Kommune. Er især kendt for sit arbejdede omkring filmen "Den hemmelige krig", hvor han fulgte instruktør Christoffer Guldbrandsen rundt og geninterviewede alle kilderne, så han var klar til at fortælle regeringens version af historien, da filmen blev vist. Et stykke spinarbejde, der var så godt, at han stod frem i Journalisternes fagblad og fortalte om det. Michael Kristiansen Var Anders Fogh Rasmussens spindoktor i de første år i Statsministeriet, hvor han optjente et ry som ualmindeligt dygtig til at styre pressen. Havde en meget åben stil og var på venskabelig fod med en stor del af pressekorpset, der stadig fremhæver ham som et eksempel på, hvordan en dygtig spindoktor arbejder. Trådte dog så langt frem i rampelyset, at han selv blev en historie og derfor også blev en belastning, da hans misbrug af telefon, kreditkort og pc blev kendt. Kilde: Redaktionen og jarlcordua.dk