Tyverier

Spinkel og fræk tyv brød ind i galleri

ANDRUP: Galleri KC på Svinkløvvej i Andrup har været udsat for et usædvanligt frækt indbrud, hvor der er blevet stjålet sølvsmykker, glasskulpturer og byttepenge for i alt ca. 50.000 kr. Indbruddet skete ved 01-tiden natten til torsdag, mens ejerne, Kirsten og Per Christiansen, sov i den anden ende af huset. Tyven er kommet ind ved at opbryde en rude på ca. 25 gange 80 centimeter, og denne smalle åbning har vedkommende klemt sig igennem. Selvom alarmen gik i gang, fjernede tyven lynhurtigt en række sølvsmykker, fire kostbare unika glasskulpturer fra Kosta Boda og 1265 kr. i byttepenge, inden han låste sig ud af galleriets hoveddør og forsvandt i bil. Forinden punkterede han ejernes bil, så de ikke kunne følge efter ham. Kirsten Christiansen oplyser, at de stjålne glasskulpturer er nummereret og kun fås tilsvarende i Illums Bolighus og Rosenthal på Strøget i København. Hun vurderer, at de vil være svære at omsætte. Ejerne sover så langt fra galleriet, at de ikke kunne høre alarmen. De blev derfor først opmærksom på indbruddet, da en vagtmand mødte op. - Men det system bliver der nu lavet om på, garanterer Kirsten Christiansen. ms