Spioner infiltrerer kvindekrisecentre

KØBENHAVN:Kvinder, der er flygtet fra familien, er ikke nødvendigvis i sikkerhed på et krisecenter. Flere gange har kvinder med anden etnisk baggrund end dansk opfundet historier om voldelige ægtemænd og er flyttet ind på krisecentre for at lede efter slægtninge på flugt. De er såkaldte spioner, og de gør kvinderne på krisecentrene utrygge, fortæller Jytte Mejnholt, der er forkvinde i Landsorganisation af Kvindekrisecentre, i Politiken lørdag. - Vi har oplevet det flere gange og på forskellige krisecentre. Det er noget, vi fortæller hinanden, at vi skal være opmærksomme på, siger hun til bladet. Ofte må krisecentrene flytte kvinder, fordi de er ved at blive fundet. Det skyldes ikke kun kvindelige spioner - også taxinetværk, indlagte søgefunktioner i mobiltelefoner, ophængte billeder i pizzeriaer og organiseret finkæmning af landet er ifølge krisecentre blevet brugt i jagten på eftersøgte kvinder. /ritzau/