EMNER

Spionsæt afslører utroskab

Hvis tilliden knirker, kan teknologien bruges som privatdetektiv

Mistanken om utroskab starter som en fornemmelse. Den bider og nager, river og flår indtil den uundgåelige samtale med kæresten, der selvfølgelig nægter alt. Og så melder tvivlen og fremmedgørelsen sig på banen. Alle samtaler virker kunstige og flygtige, begge parter er konstant på vagt, og uanset om mistanken om utroskab nogensinde bliver bekræftet, så slides kærligheden langsomt op for til sidst at forsvinde i statistikken over parforhold, der ikke holdt. Men hvis nu bare man kunne få svar med sikkerhed… Som så ofte før, byder amerikanerne ind med en højteknologisk løsning på problemet – en hjemmespion, der sladrer om alt. Folket over there har opdaget, at i 2003 starter de fleste affærer på internettet i chatrooms og på mails. Her kan følelserne få frit spil i et sikkert forum, hvor kæresten da helt sikkert ikke kan opdage noget. Med mindre kæresten altså købt et spionsæt. Opfanger kærestebreve Hjemmesiden chatcheaters.com fungerer nærmest som en mellemting mellem et leksikon og et indkøbscenter for den mistænksomme. Sektionen med udstyr, der kan afsløre utroskaben med sikkerhed, spænder over computerprogrammer til små kameraer og andre James Bond-lignende effekter. Computerprogrammerne SpectorPro 4.0 og eBlaster 3.0 er blandt kronjuvelerne på de forsmåede partneres hjemmeside. Begge programmer overvåger kærestens computer og sender en email med rapporter om alle ud- og indgående mails, alle chatsessions og billeder, der er modtaget og sendt på computeren. Desuden får du at vide, hvilke hjemmesider din kæreste har besøgt, ligesom alle passwords og brugernavne bliver opsnappet. Programmerne koster 700 kroner stykket og kan eventuelt suppleres med et abonnement på arkivet NetDetective, der ifølge hjemmesiden kan finde personlige oplysninger på hvem som helst, når som helst. Skulle mistanken blive bestyrket af overvågningen, kan man lægge en fælde for kæresten. Med en VoiceChanger kan man ringe op med forvrænget stemme i håbet om, at man kan få partneren til at afsløre noget ad den vej. En forvrænger koster 350 kroner og kan også bruges, når man ringer op til chefen og udgiver sig for at være den læge, der sygemelder dig i en måneds tid. Kig bamsen i øjnene Det er ikke altid man kan nå at fange partneren, mens utroskaben trods alt kun er foregået i cyberspace, og derfor tilbyder chatcheaters.com også simpel overvågning, for eksempel et minikamera, der både fås indbygget i en videomaskine, en bog, en ramme til et maleri og en clockradio, så partneren ikke opdager overvågningen. Priserne spænder fra 1200 for en sød bamse med ekstra stirrende øjne til omkring 4000 kroner for et trådløst kamera i røgdetektoren. Skulle utroskaben foregå udenfor hjemmets fire vægge, er der også hjælp at hente. En GPS-tracker kan monteres skjult i bilens handskerum, hvorefter du på din egen computerskærm kan følge kærestens rute med stor nøjagtighed. Systemet koster omkring 3500 kroner. Hvis alle midler er sat ind forgæves i forsøget på at afsløre utroskaben, anbefaler chatcheaters.com at bruge CheckMate – et hjemmelaboratorium, der på sekunder kan afsløre sædpletter på stof. Firmaet bag anbefaler, at man går i vasketøjskurven og finder et par underbukser – og dermed får sikkerhed for partnerens udenomsægteskabelige aktiviteter for den beskedne pris af 500 kroner. Den opmærksomme læser vil bemærke, at løsningen kun fungerer for par, der helt er holdt op med at have sex med hinanden, men det dilemma fortæller producenten ikke om. Inden jagten på de utro partnere går ind, er der kun tilbage at konstatere, at i Danmark er det ikke tilladt at filme eller på anden måde overvåge personer, der ikke er orienteret om det. Men i krig og kærlighed gælder som bekendt alle kneb.