Fodbold

Spirende hooliganisme skal tages i opløb

AALBORG:Bedre busture, der går fra Aalborg, så supporterne har tid til at få sig en øl på et bodega før AaB-kampene på udebane. AaB Support Club er dikkende lammehaler for AaB. AaB-shoppens udbud af varer - specielt tøj - er ikke godt nok. Det, medierne kalder hooliganisme, er bare fuldemandsbøvl. Cafeen er et dårligt samlingssted, og øllene er for dyre. Jo udsagnene var mange og forskelligartede, da AaB i går arrangerede møde med klubbens supportere for at få stoppet en utilfredshed, der ifølge klubben er igang med at føre til en spirende hooliganisme. Omkring 75 supportere - og en stribe pressefolk - var mødt op for at høre om romerlys og slagsmål, men det blev kun til kontrollørchef Kim Kristensens udsagn om, at en gruppe AaB-supportere har ønsket konfrontation med kontrollørerne og andre AaB-tilskuere, og at det har ført til en markant hårdere linje fra kontrollørerne overfor uromagere. Både AaB Support Clubs formand Claus Bunk og sportsdirektør Lynge Jacobsen understregede, at busturene sagtens kan tages op til revision, så de eventuelt kunne deles i ture for de mere "voksne" supportere og ture målrettet mod familier. AaB's nye kommunikationschef Jeppe Søe understregede, at der under ingen omstændigheder igen bliver tilladt at affyre romerlys på stadions i Danmark. - Det har DBU meddelt mig meget præcist, når jeg har spurgt til det. Men vi må bruge røgmaskiner, og det kan man blot søge om, hvis det er det, supporterne mangler, sagde han, der samtidig understregede, at når supportere brød sikkerhedsreglerne, som er AaB's udgangspunkt, ja så handlede supporterne mod AaB's interesser. - Og er man så en ægte supporter? spurgte han. Sportsdirektør Lynge Jacobsen summerede op på aftenen. - Vi satser på at løse disse små-problemer, før de udarter, gennem dialog. Det er paragraf 1, men paragraf 2, der siger, at de, der ikke kan indordne sig under reglerne, ryger ud, træder altså i kraft, hvis ikke det lykkes at få tingene gjort efter paragraf 1, sagde han og forsikrede overfor NORDJYSKE, at der bl.a. vil blive holdt et møde med AaB Support Club om busturene, ligesom flere af de andre ting bliver taget op. - Og på et strategimøde vi havde i ledelsen af AaB er det også blevet besluttet, at AaB Shoppen skal fungere bedre og have et bedre vareudbud. Ellers må den lukke, sagde han.