Spirituskørsel har sin pris

Hobropigen Diana Margrethe Pedersen modtog pris, som går til en skytsengel, der aktivt har modvirket spirituskørsel

Færdselsforseelser 3. september 2002 08:00

HOBRO: - Hvis jeg ser, at nogen, der har fået rigeligt at drikke, vil til at køre bil, så prøver jeg da på at stoppe dem, fortæller 19-årige Diana Margrethe Pedersen fra Hobro. I søndags modtog hun OK's skytsenglepris, der går til en skytsengel fra Nordjyllands-, Sønderjyllands-, eller Vestsjællands Amt, som har gjort en særlig indsats mod spirituskørsel. Der var en helt speciel grund til, at Diana Margrethe Pedersen modtog prisen. For fire måneder siden stoppede hun en ung fyr, der ville til at køre hjem efter en våd tur i Hobros natteliv. - Jeg havde fået at vide, at han tit kørte spirituskørsel, og så kunne jeg se, at han ville til at køre hjem med nogle kammerater. Jeg gik hen til kammeraterne og sagde, at det vist ikke var smart. Det fik dem til at stoppe, forklarer Diana Margrethe Pedersen. Men det var ikke nok til at stoppe bilisten, der stadig var indstillet på at køre hjem. - Så tog jeg hans nøgler og sagde, at han kunne tage bussen hjem. Det viste sig, at han kun skulle gå i ti minutter, siger Diana Margrethe Pedersen, der efterfølgende, med den nu bilnøgleløse mands kammerater, fik arrangeret, at han kunne få nøglerne igen dagen efter. Moderen og trafikministeren Diana Margrethe Pedersen bryder sig ikke om spirituskørsel, og det er der en helt speciel grund til. - Min mor har fortalt mig om en af sine kammerater, der kørte spirituskørsel og slog en treårig pige ihjel. Han er aldrig kommet over det, forklarer den 19-årige hobroenser og fortsætter: - Det virkeligt åndsvage ved spirituskørsel er, at det tit går ud over andre end bilisten selv. Ligesom moderen har haft betydning for Diana Margrethe Pedersens holdning til spirituskørsel, så spillede hun også en rolle i forbindelse med, at Diana Margrethe Pedersen modtog OK's skytsenglepris. - Hun fik en af mine veninder til at skrive historien og nominere mig, så jeg ikke fik noget at vide om det, udtaler skytsenglen, der intet vidste, før hun blev ringet op forrige onsdag og fik at vide, at hun havde vundet. Søndag stod Diana Margrethe Pedersen så på Jyllandsringen, for - ved motorløbet Grand Prix Danmark - at modtage en "Årets Skytsengel 2002"-statuette, lavet af den århusianske kunstner Rikke Haugaard. Dertil kom blomster og en check på 5000 kroner fra OK. - Jeg vidste ikke rigtigt, hvad der skulle ske. Men først skulle jeg snakke med TV2-sporten. Siden blev jeg hyldet inde på selve banen, hvor trafikminister Flemming Hansen, efter at have haft problemer med mikrofonen, holdt en tale, fortæller Hobro-pigen, der er tydeligt overrasket over den meget opmærksomhed. Når Diana Margrethe Pedersen ikke stopper spiritusbilister eller modtager priser, læser hun på andet år på Hobro Gymnasiums HF-linje, mens hun i fritiden spiller på både klaver og guitar og prøver på at lave sine egne sange.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...