Spis, min gris, i morgen skal du slagtes...

Sommeren kommer aldrig bag på slagteriet - der er altid hænder nok, når grisene kommer

Tekst: Bine Martine Gori
 
Foto: Michael Koch
Sikkerhedshandskerne peger mod medarbejderne, når de kommer på arbejde. Handsken er en af den slags ting, man skal huske, for de kan være årsag til, at man stadig har fem fingre på hver hånd, når man går hjem.
Slagterier 1. august 2007 06:00

FJERRITSLEV: Fedt, knogler og kød spiller farvestrålende mod den kedelige grå beton. Kvarte grise hægtet på metalstænger tikker ind hvert minut og fylder slagteriet Tican med slagteklart kød, der skal skippes videre ud over Danmarks grænser. I alt går der 60.000 styks forender af danske grise gennem dørene hvert år. I slagteriet er der køligt mellem de brede betonvægge. Her mærker de hverken sommersolen eller manglen på medarbejdere. - Vi har lavet en ordning, så der altid er 30 medarbejdere på ferie. Også om sommeren. Så vi er ikke mærket af sommerferie, forklarer produktionsleder, Jan Iversen fra Fjerritslev. Fra Thisted til Hjørring Det er ikke kun lokale, der svinger kniven i slagteriet. - Vi har folk helt fra Hjørring og Thisted. De kommer fra et meget stort område, forklarer Jan Iversen, mens han vandrer gennem slagteriets haller mellem de støjende maskiner. Meget af arbejdet er gjort lettere med specialindrettede maskiner. Men arbejdet med at skære til og fra gøres stadig ved håndkraft. Snitter så kødet flyver Svirp, svirp, svirp, klask, og svirp - og så er kødet fri for overflødigt fedt. Det går stærkt under de stærke lamper, der jager alle skygger bort og stiller skarpt på kødet foran de arbejdende. Hist og pist i skærerummene ligger der små lyserøde kødstykker spredt på gulvet. Og det gælder om at være vågen her. Kødstykkerne er nemlig uhyggeligt glatte at træde i, forklarer Jan Iversen, der, mens han forklarer, lader som om, at højre fod skrider ud og op i luften. - Det kan sagtens ske, så man skal passe på, advarer han. De overflødige kødstykker fra de dinglende grise bliver smidt til en side, mens andre stykker ryger på båndet, der hakkende tikker kødet væk. Kødet skal pakkes ind, som de er og sendes videre. - Det ryger til Polen. De andre, siger Jan Iversen og peger på de forskellige kasser, som knogler, fedt og kødstykker i al hast bliver opdelt i. - Ryger til Korea og Sverige, forklarer Jan Iversen, mens koteletterne ryger enten til Japan eller Tyskland. Det kommer an på så meget, forklarer han. Starter kl. fire Jan Iversen har styr på arbejdet. Han har været her længe. Men som produktionsleder skal man også kunne tingene til fingerspidserne. Hver morgen fra mandag til fredag stempler Jan Iversen ind omkring kl. fire. Slagteriet skal gås igennem for at sikre, at det er så rent, at produktionen kan sættes i gang. - Vi er helt i gang klokken 6.45, forklarer Jan Iversen. Og duften af rengøringsmidler hænger stadig i luften hele dagen. Faktisk lugter der slet ikke af kød eller mennesker på hårdt arbejde. En desinficerende tåge har lagt sig over slagteriet. - Det lugter rent. Men sådan skal det være. Det er vigtigt, at alt er desinficeret her, forklarer Jan Iversen. Den knirkende lyd af gummiklædte træskosåler mod malet betongulv er overdøvet. Maskinerne larmer, og medarbejderne taler næsten ikke samen. De koncentrerer sig om arbejdet foran dem og lukker med deres høreværn alt andet ude. De medarbejdere, der skærer kødet til, har alle masser af sikkerhedsudstyr på. Indenfor det blå forklæde gennem sig en brynje. - Hvis kniven nu skulle smutte. Med den her kan de faktisk ikke komme til skade, selvom der selvfølgelig altid kan ske noget uheldigt, forklarer Jan Iversen. Sikrer mod uheld Han forsøger at gardere medarbejderne bedst muligt mod uheld, skader og afhuggede fingre. Og heldigvis har slagteriet været fri for store ulykker, selvom der stadig arbejdes på akkord. - Det er længe siden, forklarer Jan Iversen, der påpeger, at det er vigtigt at huske, at man ikke kun arbejder her i dag. - Det handler ikke kun om en dagsløn, men om en livsløn, understreger Jan Iversen. Så det er vigtigt at passe på sig selv. Medarbejderne i slagtehallen har også en handske på, der er lavet som brynjen. Det ligner lidt en ridderhandske fra middelalderen. Men det er en sikkerhedsforanstaltning for medarbejder - mod dem selv og deres egen kniv. - Tidligere havde vi en handske, der gik til håndledet, og så en, der beskyttede underarmen. Men så var stykket ved håndledet frit nogle gange, forklarer Jan Iversen. Kotelet smager dejligt! Den handske, medarbejderne bruger nu, er ud i et. Små kødstumper hænger fast i metallet og farver handsken smukt lyserød og sølv. Selvom en teenager måske ville synes, det var lidt ulækkert. Sådan tænker de ikke her på slagteriet. Der er et arbejde, der skal gøres. Men selvom man står med armene begravet i svinekød fem dage om ugen, forklarer Jan Iversen med blodige streger over den hvide kittel, så smager en kotelet stadig fantastisk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...