Spisesteder sjusker med hygiejnen

Softice kan blive til rene baktieriebomber i sommervarmen. Det viser målinger, som Fødevareregion Nordjylland gennemførte i hele Nordjylland i 2002.

AALBORG:Det er ikke kun chokoladekrymmel, der er strøet ud med rund hånd, når der bliver langet en softice over disken i ferielandet. Hver femte softice indeholder også alt for mange bakterier, som i sommervarmen stortrives i den bløde is, hvis ikke hygiejnen er i orden. Det oplyser dyrlæge Niels Jacob Lund, Fødevareregion Nordjylland. Fødevareregionen har gennem hele 2002 gennemført en målrettet kontrol af grillbarer, små og store restauranter, kiosker samt institutionsmad i hele Nordjylland. Resultatet er nedslående. - I 82 ud af 440 prøver af softice samt is til servering i vafler er der fundet alt for høje bakterietal. Det svarer til at der er for mange bakterier i 19 pct. af de undersøgte softice og vaffelis, siger Niels Jacob Lund. Udover dårlig rengøring af softicemaskiner kan også manglende rengøring af isskeer være årsag til de mange bakterier i isen, som giver begrebet en vaffelis med det hele en helt ny betydning. Det er imidlertid ikke kun softice og vaffelis, der indeholder andet og mere end frossen flødeis. Fødevareregionens kontrol viser, at det også er galt med næsten hver anden ismaskine. I 43 pct. af prøverne indeholdt isterningerne for mange bakterier - i 12 pct. var antallet af bakterier så højt, at det var direkte uacceptabelt. - Her er det vores opfattelse, at de firmaer, der sælger eller udlejer ismaskinerne er for dårlige til at informere om, hvordan man giver maskinerne den fornødne rengøring, siger Niels Jacob Lund. Også færdigretter og pålæsvarer indeholdt ofte alt for mange bakterier. I 75 ud af 440 prøver af færdigretter fra grillbarer, pizzarier og restauranter var prøverne ikke acceptable. Her er det især hønsekød, hakkebøffer, kebabbøffer og kogt medister, der er bakteriebomber. Blandt pålægsvarerne er det især saltkød, som man bør være varsom med at indtage, idet 50 pct. af prøverne indeholdt for mange bakterier. Til sammenligning var det kun syv pct. af de undersøgte roastbeef, der indeholdt for mange bakterier. - Pålægsvarer er meget letfordævelige. Samtidig er pålægsmaskiner i storkøkkener et meget kritisk punkt, da det er meget vigtigt at pålægsmaskinerne bliver rengjort korrekt - ellers kan bakterier fra et enkelt stykke dårligt pålæg hurtigt sprede sig til andre typer pålæg i køkkenet, fortæller Niels Jacob Lund. Fødevareregionen er i fuld med at gentage kampagnen i år, men man har endnu ikke bearbejdet resultaterne. Der er dog intet, der tyder på, at hygejnen er blevet forbedret på de nordjyske spisesssteder i forhold til 2002, fortæller Niels Jacob Lund.