Leder

Splittende hadefuldhed

Der findes næppe den selv nok så værdige sag, som ikke kan køres af sporet ved at havne i de helt forkerte hænder.

Mens en kær, gammel ven som USA lige for tiden er tvunget ganske alvorligt i knæ - eller måske i virkeligheden har tvunget sig selv i knæ - bølger en blanding af meget voldsomme demonstrationer og højlydte støtteaktioner hen over store dele af kloden og er såmænd også nået til Danmark.

Her har den danske afdeling af Black Lives Matters for nylig indkaldt til demonstration på Christiansborg Slotsplads.

I spidsen for arrangementet stod imidlertid formanden, Bwalya Sørensen, der vanskeligt kan betegnes som andet end en hadprædikant.

Hun har tidligere gjort sig bemærket ved at omtale formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, som en ”slange” og en ”nazilort”.

For at skabe den helt rigtige stemning - og opildne masserne - valgte Bwalya Sørensen på et tidspunkt at lægge op til et hadefuldt råbekor.

Hver gang hun råbte navne på nøje udvalgte danske politikere, skulle tilhørerne stadig mere intenst råbe ”lock her up” eller ”lock him up”. Naturligvis med en klar reference til det, der foregår på den amerikanske præsident Donald Trumps valgmøder, hvor tilhørerne er trænet op til råbe ”lock her up” i samme øjeblik, de hører Hillary Clintons navn nævnt.

På Christiansborg Slotsplads gik det ud over skiftevis tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (”lock her up”), føromtalte formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund (”lock her up”) og nuværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (”lock him up”), altså i virkeligheden en klar opfordring til indespærring uden rettergang, sådan som vi kender fra lande, som Danmark normalt ikke sammenligner sig med.

Lynchstemningen på Christiansborg Slotsplads var til at tage og føle på, og da hadprædikanten bagefter blev spurgt, om tilhørerne ikke burde have råbt noget andet, lød (bort)forklaringen, at ”arj, det er der ingen rytme i. Hør nu her, vi demonstrerer i to timer”.

Og hvad så? Det burde en støtteaktion til fordel for George Floyd og ligesindede - og vendt imod racisme - da snildt kunne bære.

Heldigvis er netop Mattias Tesfaye bestemt ikke uden en befriende form for humor, for på Twitter lyder hans afvæbnende reaktion:

”Hvis jeg absolut skal låses inde sammen med Inger Støjberg og Pernille Vermund, vil jeg gerne have en ekstra med, så der er grundlag for en god omgang firemands-whist”...

At møde verden med samme hadefuldhed som Bwalya Sørensen gør mere for at splitte end samle tilslutningen til Black Lives Matters i Danmark.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.