Færdselsforseelser

Spøgelsesbilist i domsmandssag

BRØNDERSLEV:En sag om en 27-årig mandlig, beruset spøgelsesbilist fra Brønderslev er udsat til senere behandling ved en domsmandsret. Manden er tiltalt for spirituskørsel og for at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, idet han en nat i december sidste år optrådte som spøgelsesbilist på motorvejen ved Brønderslev. Her kørte han nord på i det sydgående spor. Sagen var berammet som en tilståelsessag, men da manden ikke kunne erindre noget om sin faretruende færdsel, blev sagen udsat for nærmere bevisførelse. I retten blev det oplyst, at manden havde en alkoholpromille på 3,15 i blodet, da politiet fik ham bragt til standsning.