Færdselsforseelser

Spøgelsesbilist skal blive bag tremmer

Kørte beruset, uden lys og mod kørselsretningen med sin datter i bilen

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:Den 49-årige mand fra københavnsområdet, der natten til 24. marts i beruset tilstand kørte mod kørselsretningen, uden lys og med sin femårige datter i bilen, fik ikke noget ud af at kære sin varetægtsfængsling Vestre Landsret.

Det fortæller advokatfuldmægtig Hanne Christensen fra Nordjyllands Politi.

- Landsretten fandt ikke grund til at ændre på byrettens kendelse, og stadfæstede derfor den oprindelige varetægtsfængsling frem til 17. april, siger hun.

Ramte to biler

Spøgelsesbilisten kørte i sydgående retning i det nordgående spor og havde ikke lys på bilen. Ved tretiden ramte han ved motorvejs-sammenfletningen ved Bouet to biler, inden han fandt ud af, noget var galt.

Både mandens - og to andre biler blev totalskadet ved uheldet, men ingen af de implicerede personer kom noget til.

Familiemedlemmer afhentede senere på natten mandens datter på politigården.